EnglishKontakt

Bevar byfornyelsen

Leder fra Byplan Nyt 1, 2017

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har udtalt at byfornyelsen bør afskaffes. Det var i forbindelse med, at midlerne blev målrettet yderområderne. "Folk flytter væk, fordi de søger uddannelse og job. Derfor er det forkert at tro at man kan bremse den udvikling ved at gøre noget ved boligerne“ sagde han før han blev boligminister. Så kan det ikke undre, at midlerne nu er under kraftig beskæring.

Jeg mener at ministeren her overser de beboere, der lades tilbage, og dem der ønsker at blive. De bliver naboer til ruiner, slum, tomme butikker, ligegyldighed og forfald, hvis vi bare lader stå til. Derudover er det vigtigt at bide mærke i, at der stadig er mange utidssvarende boliger uden bad og med toilet på bagtrappen.

Jeg har den glæde at komme rundt i de danske kommuner og jeg har set, at byfornyelse er et utrolig virksomt redskab hvor investeringerne ofte breder sig som ringe i vandet. Statens Byggeforskningsinstitut har da også dokumenteret, at hver gang der investeres en off entlig krone, så kommer der tre en halv krone tilbage i private investeringer.

" Vi kan ikke bremse flytningen fra land til by ved hjælp af byfornyelse, men vi kan og skal skabe ordentlige fysiske rammer og gode levevilkår, der hvor folk rent faktisk bor.

I dette nummer af Byplan Nyt kan du læse om Græsted, der har fået helt nyt liv gennem en relativt beskeden investering. Et godt eksempel på, at stoltheden og ejerskabet kan genopbygges. Vi skriver også om Vordingborg kommune, der bruger områdefornyelse og forsøgsmidler til at styrke deres samarbejde med de landsbyer, der oplever fraflytning. Her er nedrivninger og forskønnelse med til at skabe ny kvalitet og sammenhæng i lokalområderne.

Men måske er det snart slut med de gode eksempler. Dele af jobpræmieordningen skal finansieres via byfornyelsen – og de sidste millioner er på spil i forbindelse med vedtagelse af bandepakken. Det kan betyde, at byfornyelsen lægges helt død indtil 2020, hvor regeringen vil genindføre en ramme på 80 mio. kr. årligt. I skrivende stund er forhandlingerne om bandepakken gået i stå fordi KL og rigtig mange borgmestre har råbt vagt i gevær.

Jeg håber, at det hjælper. Vi kan ikke bremse flytningen fra land til by ved hjælp af byfornyelse, men vi kan og skal skabe ordentlige fysiske rammer og gode levevilkår, der hvor folk rent faktisk bor.

Ellen Højgaard Jensen
Direktør for Dansk Byplanlaboratorium