EnglishKontakt

Afholdte kurser

Her finder du oplæg fra de kurser, som Byplanlaboratoriet har afholdt.

Har du specifikke ønsker til et oplæg, som ikke fremgår på hjemmesiden, så send en mail til os.

2018

Arrangementet afholdes som et samarbejde mellem Akademisk Arkitektforening og Byplanlaboratoriet.

De danske kyster er under pres fra havniveaustigninger og mere ekstremt vejr kombineret med udfordringer i forhold til centralisering og affolkning - hvilket afføder udfordringer med bevaring af kulturarven, de landskabelige værdier og klimasikring.

At arbejde helhedsorienteret med at bevaring, kystsikring og udvikling af kysterne kræver samarbejde mellem grundejere, rådgivere og myndigheder, og omfatter et komplekst fagområde fra kystteknik til æstetik, natur, proces, økonomi og lovgivning.

Kurset
Med dette kursus bliver du med nye erfarings- og forskningsbaserede redskaber klædt på, til at arbejde professionelt og systematisk med kystsikrings- og -udviklingsopgaver i eksisterende kystmiljøer. Kurset formidler de grundlæggende begreber, værdier og metoder, og giver indblik i hvilke arbejdsmetoder og processer, der kan skabe det rette strategiske og faglige fokus for at udvikle succesfulde projekter.  

Målgruppe
Kurset henvender sig til en bred tværfaglig målgruppe af arkitekter, geografer og ingeniører, såvel som kommuner og bygherrerådgivere, der arbejder med det idemæssige, praktiske og strategiske arbejde med bevaring, sikring og udvikling af kysternes byer og landskaber.

Oplægsholdere

  • NATOUR Climate, Research, Development & Design – indehaver & landskabsarkitekt MAA MDL Eva Sara Rasmussen (kursusleder).
  • DHI – senior kystingeniør Nils Drønen (oplægsholder).
  • Bech-Bruun – partner & advokat Jacob Brandt (oplægsholder).
  • Roskilde Kommune – specialkonsulent & landskabsarkitekt Jeremy Dennis.

Tilmelding via Arkitektforeningen 

Sted:
København K

Debatmødet: Giv Fingerplanen en hånd – fik en stor hånd med på vejen

Den 14. marts 2019 var Byplanlaboratoriet vært for et debatmøde i Herlev. Ca. 200 mennesker havde meldt sig til.

Der var fuldt hus i Herlev Medborgerhus, hvor deltagerne disku­terede ivrigt. De blev guidet sikkert gennem de faglige oplæg og fælles debatter af byplanlaboratoriets næstformand lektor, Marie Stender.
Blandt oplægsholderne var – udover os selv - Erhvervs­styrelsen, Dansk Industri, Cepos, Forbrugerrådet Tænk - Passager­pulsen og SLA. Professor Jens Kvorning sluttede af med et - efter eget udsagn - belærende oplæg, hvor Fingerplanen fik en hård, men kærlig kritik.

Der var en bred enighed om, at Fingerplanen stadig er et vigtigt styringsredskab og stærkt billede, men dens indhold er mindre slagkraftigt og bør styrkes gennem mere regionalt samarbejde og en tydelig bymodel.

Hent debathæftet med de fem fremtidsbilleder

Fingerplanen fik en stor hånd, men der er fortsat et stykke vej til at hænderne kommer helt op over hovedet.
Nu er debatten i hvert fald i gang.

Opsamling på debatmødet: Giv Fingerplanen en hånd

Læs Byplanlaboratoriets høringssvar til forslag om Fingerplan 2019


Præsentationer/oplæg

Fem fremtidsbilleder
v/ landskabsarkitekt Mette Glarborg Bahrenscheer, Planværkstedet

Giv Fingerplanen en hånd
v/ formand Jes Møller, Danske Byplanlaboratorium

Forslag til Fingerplan 2019
v/ vicedirektør Sigmund Lubanski, Erhvervsstyrelsen

En hånd til Fingerplanen
v/ chefkonsulent Anders Rody Hansen, Dansk Industri

SLAs forslag til Fingerplan
v/ designdirektør Stig Anderson, SLA

Fremtidens hovedstadsområde
v/ emeritus professor Jens Kvorning

 

Se programmet for debatmødet

Sted:
Herlev

Seminar i Kokkedal. 13. marts 2019

Det kræver både respekt for processen, øje for magten og empati at lede store byudviklingsprojekter. Men det er alle pengene værd, når det lykkes. På dette seminar ser vi nærmere på 3 projekter og byplaner, der har haft så meget succes, at de alle tre blev nomineret til Byplanprisen 2018. Det er bymidteudvikling i Esbjerg, havneudvikling i Vejle og forstadsudvikling i Kokkedal.

På seminaret vil vi høre om, hvordan kommune og byplanlæggere i de tre projekter har udvidet deres rolle og er blevet aktive parter i byudviklingen af et byområde. I løbet af dagen vil vi bl.a. diskutere: Hvad kræver det at overskride den traditionelle planlæggerrolle, hvor lokalplanen er omdrejningspunktet? Hvordan får vi mange aktører til at samle sig om en fælles projektide? Og hvordan håndterer vi, at alle aktører er lige, og ingen har bemyndigelse til at trumfe beslutninger igennem?

Hovedfokus på seminaret vil være på det store og komplekse projekt Klimatilpasning Kokkedal, der netop er realiseret. Projektet blev født, da syv parter for syv år siden satte sig for i fællesskab at løfte bydelen Kokkedal, der var fysisk nedslidt og ramt af både oversvømmelser og sociale problemer. I stedet for at lave klimatilpasning, boligrenoveringer og byrumsprojekter som adskilte projekter, samlede parterne både økonomiske og vidensmæssige ressourcer i ét stort projekt. I dag er et projektet færdigt, og med et budget på 145 millioner kroner og 40 delprojekter er det lykkedes at løfte en hel bydel på tværs af organisatoriske og fysiske grænser. På seminaret vil vi både høre om projektets udvikling, se resultaterne og blive præsenteret for hovedkonklusionerne fra en forskergruppe, som har fulgt projektet, og som har samlet op på erfaringerne med at udvikle og styre et komplekst projekt som Klimatilpasning Kokkedal.

Oplægholdernes præsentationer

Sted:
Kokkedal

Højvandssikring i Lemvig Havn udført af arkitektfirma Hasløv & Kjærsgaard. Foto: Lemvig Kommune​

Konference 7. marts 2019 på Frederiksberg

Vi sætter spot på havnebyer og deres planlægning. Boligpriserne i de nye havneområder stiger - men det gør vandet også. Klimaforandringer og havvandsstigninger forventes at få yderligere konsekvenser for de kystnære byer i fremtiden. Med erfaringer fra forskningen retter vi blikket mod både lokale og regionale løsningsforslag, diskuterer langsigtet såvel som midlertidig planlægning samt belyser de tilknyttede organisatoriske såvel som økonomiske udfordringer, der er knyttet hertil.  

Konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Dansk Byplanlaboratorium og Center for Strategisk Byforskning ved Aalborg Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Københavns Universitet. Konferencen er den niende i rækken af konferencer under overskriften Byforskning uden grænser, hvor forskere fra Center for Strategisk Byforskning formidler deres resultater til fagets praktikere, og hvor praktikerne har mulighed for at kvalificere forskernes arbejde. 

Oplægsholdernes præsentationer

Sted:
Frederiksberg

Er du projekterende arkitekt eller kommunal planlægger?

Økonomi i byudviklingsprojekter klæ’r dig på til at gennemskue investorers og developeres regnestykker. Du for muligheden for at tage skridtet videre, og selv lave projektøkonomiske beregninger. Hvordan ser investorer og developere på de kommunale plangrundlag? Det får du svar på, ligesom vi opstiller quick and dirty-regnestykker, så du har et overordnet indtryk af økonomien i dit eget byudviklingsprojekt – og kan gå styrket ind i forhandlinger med en developer.

Kurset benytter sig af forskellige læringsformer som oplæg, sparring, gruppediskussioner og en rollespilsession. Deltagerne arbejder i grupper om en medbragt byudviklingscase og det forventes, at de bruger et par dage på at ’lave lektier’ mellem de to kursusgange.

Bemærk: Deltagerne forventes at arbejde sammen i grupper byudviklingscasen mellem de to kursusgange. Der er ikke krav om, at deltagere kommer to eller flere fra samme kommune eller virksomhed, men det vil være en fordel. Solister må forvente at blive parret.

Kurset afholdes på Den Blå Planet i Kastrup og forløber over to dage d. 7. og 28. marts 2019

Hvis du har spørgsmål til kurset så kontakt kursusleder Christian Broen
 

Kurset er desværre fyldt op,
men tilmeld dig venteliste hos vores kursussekretær Grethe - gs@byplanlab.dk

Sted:
Kastrup

Kampen om pladsen!

Park- og Naturforvalterenes Vintermøde 2019

Øget brug af grønne områder skaber slid, problemer med affald og konflikter mellem anvendelser. Situationen forstærkes af byfortætning og politiske ønsker om at finansiere infrastruktur og byudvikling ved at inddrage grønne åndehuller. Vestamager og DSB-grunden i Gentofte er aktuelle ”kamppladser” og symboler på udfordringen.

Hvordan sikrer vi i denne situation både volumen og kvalitet i byernes grønne rum til glæde for fællesskabet og eksisterende og kommende beboere? Kan vi måle og dokumentere belastningen på vores byrum og grønne områder, når vi oplever, at slid og affald dræner vores driftsressourcer?

Og ikke mindst: Hvordan får vi vores egen grønne selvforståelse udviklet, så vi står styrket i spillet om byernes fremtid, ve og vel.

Konferencen afholdes på Nordatlantisk Hus i Odense.

Se invitation

Sted:
Odense

Kompetenceudviklingsforløb 2019 - 2020

Strategisk Byledelse for fagchefer er skræddersyet forløb til kommunale chefer, der opererer lige under den kommunale topledelse.

Strategisk byledelse for fagchefer sætter fokus på byledelse i en tid præget af øget global konkurrence, klimaændringer og fraflytning fra land til byer. Udfordringer, der kræver en evne til at håndtere brændende platforme og foretage strategiske omstillinger.

Forløbet giver dig som kommunal fagchef værktøjer til at foretage omverdenanalyser af de udfordringer og muligheder, som din kommune og by står over for. Programmet styrker dine forudsætninger for at kunne understøtte de strategiske udviklingsspor, som skal følges de kommende år i din kommune. Dine kompetencer som fagchef er afgørende for at kunne geare den kommunale organisation, indgå i netværksstyring med dine politikere og direktører samt handle strategisk sammen med kommunens andre forvaltninger og interessenter.

Se program

Tilmelding og mere info via DAC

Sted:
København

Konference på Nyborg Strand, den 30. januar 2019

Danmarks bebyggede areal vokser og vores byområder bliver mere og mere befæstede. Det skyldes dels konkrete behov for mere befæstet areal, dels andre beslutninger i samfundet – og gamle vaner.

På konferencen Byens Gulv konkretiserer vi tidens tendenser, giver indsigt og den nyeste viden. Vores mål er at bidrage til at byens gulv tænkes ind i alle faser fra idé til virkelighed, når fremtidernes byområder tager form.

 

I 2019 går vi tæt på temaet CIRKULÆR ØKONOMI OG BÆREDYGTIGHED – begreber og metoder, som man i de sidste 5-10 år har taget mere og mere til sig i den brede byggebranche. Men spørgsmålet er, hvordan man kan se begreberne sat i spil i indretningen af byerne imellem husene - på torve, pladser, gader, og stræder?

Byens Gulv er konferencen, der samler alle med interesse for byens liv, funktioner og materialer: Staten, kommuner, forsyningsselskaber, byplanlæggere, arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører, anlægsgartnere og leverandører

Byens Gulv er en endags-konference om og for alle, der arbejder med det, der er ”under knæhøjde” i byerne. Fra idéer, til skitser, planer, anlæg og drift – for pladser, torve, belægninger, beplantninger, klimatilpasninger, indretning, møbler osv. i byens rum.

Konferencens deltagere er bl.a. arkitekter, landskabsarkitekter og ingeniører, som kommer fra både private rådgivningsvirksomheder, forsyningsvirksomheder samt offentlige institutioner som universiteter, kommuner og stat. Intet andet sted mødes så tværfagligt et felt med så stor ekspertfaglig og specialiseret viden om Byens Gulv.

Deltag i Byens Gulv - i krydsfeltet mellem viden, praksis og netværk kan vi bryde rutinen og åbne mulighed for innovative løsninger. 

Se oplæggene fra konferencen

Keynote: Design with Living Grounds
Henri Bava. Landskabsarkitekt & Partner, Agence TER.

Genanvendelse af materialer som strategi i Københavns Kommune
Astrid Aagaard. Københavns Kommune.

Den permeable by - belægning i den tætte by
Jan Støvring. Senior forskningskonsulent, Københavns Universitet.

Helsingørs historiske stræder
Lasse Brun Bonne. Trafik- & byplanlægger, Helsingør Kommune.

Byggeaffalds æstetiske potentiale i byens rum
Martin Hedevang Andersen. Landskabsarkitekt MDL, Out of Office Architects.

Fra kaffekop til klimavej - en verdensnyhed!
Merete Valbak. Klimakoordinator, Hedensted Kommune.

Metroen forandrer byen
Nana Diercks Hopmann. Arkitekt & Projektleder, Metroselskabet

Vild med vilje - Biodiversitet i byens rum
Rasmus Vincentz. Partner, Habitats.

Cirkulær økonomi - også på gulvene
Søren Nielsen. Parnter & Arkitekt, Tegnestuen Vandkunsten

Den Blå kant
Virginie le Goffic. Arkitekt, EFFEKT Arkitekter.

Sted:
Nyborg Strand

Strategisk byudvikling for projektledere
- Kursusforløb for projektledere, der arbejder med byudvikling! (Hold III)

Byerne forandrer sig med stor hast og det samme gør kommunernes rolle som den aktør, der driver byudviklingen. Det er baggrunden for Byplanlaboratoriets nye kursusforløb om strategisk byudvikling for projektledere.

Forløbet understøtter de projektledere og planlæggere, som arbejder med byudvikling og styrker dem i projektlederrollen. Med udgangspunkt i de konkrete projekter, som deltagerne arbejder med i deres egen praksis, får de skærpet deres fokus på, hvordan man driver processer i byudviklingen og får tingene til at ske, ved at navigere i det kompleks af interesser, dagsordener og beslutningsgange, der altid omgiver et byudviklingsprojekt.

Forløbet er på samme tid et kompetenceudviklingsforløb og et projektudviklingsforløb, der består af 5 seminarer fordelt over et år. Undervisningsformen veksler mellem inspiration og ny viden, arbejde med egen case og fælles refleksion.

Igennem forløbet kommer deltagerne i dybden med temaer som

  • Netværksledelse
  • Innovationsprocesser og byudvikling
  • Politik og faglighed
  • Økonomi og partnerskabsmodeller
  • Magt og relationer
  • Kommunikation og mobilisering

Underviserne på forløbet vil være en blanding af forskere, rådgivere, politikere, kommunale topembedsfolk og andre projektledere, som arbejder med byudvikling. Kurset tilpasses deltagernes profiler. 

Målgruppen for kursusforløbet er kommunalt ansatte projektledere, som arbejder med byudvikling. Det kan være i form af fx bymidteprojekter, byomdannelse, landsbyudvikling, områdefornyelse eller Business Improvement Districts.

Se beskrivelse af kursusforløbet


Datoer for Hold III

  • 13. dec. 2018 (Roskilde)
  • 27.-28. februar 2019 – (Viborg)
  • 25. april 2019 (Odense)
  • 14.-15. august 2019 (Vejle)
  • 6. nov. 2019 (Roskilde)

Hold I, II og III er fyldt op
Ønsker du at blive skrevet op til hold IV, så send en mail til db@byplanlab.dk. Vi forventer at starte hold IV op i 2019.

Kursusforløbet strækker sig over et år. 

Sted:
Roskilde

De danske kyster er under pres. Havniveau-stigninger og mere ekstremt vejr er blevet hverdag og giver nye udfordringer, kombineret med centraliseringer og affolkning. Det påvirker arbejdet med at bevare kulturarven og de landskabelige værdier. 

Arkitektforeningen og Byplanlaboratoriet sætter fokus på, hvordan rådgivere og myndigheder sammen kan gribe kystudviklingsopgaver an i et helhedsperspektiv.

At arbejde helhedsorienteret med bevaring og udvikling af kysterne er en kompleks opgave, der omfatter kystteknik, æstetik, natur, proces og økonomi. Kompleks – men langt fra umulig. Løsningen kalder på en strategisk tilgang i de indledende faser af arbejdet med kysternes værdier.

Kom til fyraftensmøde og hør om perspektiverne på kystsikring fra tre af feltets fagfolk. Få desuden en forsmag på det kommende kursus i at arbejde professionelt og systematisk med kystudviklingsopgaver i eksisterende kystmiljøer.

Læs mere om arrangementet, programmet og tilmelding på Arkitektforeningens hjemmeside

Se video med Jeremy Dennis 

 

 

Sted: Åbenrå 34, 1124 København K

Sted:
København