Fingerplanen

Fingerplanens grønne kiler er under pres

I en tid med vækst, ny planlov og flytning af ansvaret for Fingerplanen til et nyt ministerium er de grønne kiler under et stigende pres. Samtidig er statens vision, om kilernes fremtid blevet uklar. Er vi på vej tilbage til de tidlige 1980’ere, hvor nogen kommuner inddrog arealer fra de grønne kiler til mere urban og ikke særligt rekreativ anvendelse?

Betragter man udviklingen af hovedstadsområdet over en lang tidshorisont, fremgår det, at det er lykkedes at udvikle en urban fingerstruktur adskilt af kiler af rekreative områder. 80 % af regionens indbyggere har mindre end 1.000 m til nærmeste grønne område. På europæisk plan er det et højt tal. Kun Stockholm og Helsinki har bedre tilgængelighed på grund af den omgivende natur.

God adgang til rekreative områder er f.eks. en faktor, der indgår i vores beslutning om, hvor vi bosætter os. Det at kunne opleve åbent landskab og færdes i grønne områder tæt på byen har indflydelse på vores helbred og almene velbefindende – et forhold, som måske tidligere har været undervurderet.

Fingerplanernes vision om det rekreative landskab
I første halvdel af det 20. århundrede blev planlæggere i stigende grad bevidste om betydningen af rekreation og friluftsliv.  Med den grønne betænkning fra 1936 blev der foreslået en struktur af grønne områder, som med Fingerplanens udvikling i årtierne efter dens udgivelse i 1947 udviklede sig fra landbrugsområder til grønne kiler. Siden 1973 er de indgået i planlægningen på lige fod med byfingrene og i perioden frem til Regionplan 1989 lykkedes det at realisere og sikre de grønne kiler. Uanset, om Fingerplanen efterfølgende er blevet forvaltet af Hovedstadsrådet, HUR eller italesat i den Regionale Udviklingsplan, har den overordnede vision været at sikre sammenhæng mellem grønne og urbane områder. De grønne kiler er gradvist blevet materialiseret og gået fra idé til virkelighed og udviklet fra de grønne områder i den grønne betænkning i 1936 frem til 1973, hvor de grønne kiler indgik på lige fod med byfingrene.

Fingerplanen er derfor på det seneste blevet svækket som styringsinstrument.

Hvor er visionen om den grønne hovedstad blevet af?
Efter 2006 har tre landsplandirektiver ligget til grund for videreudvikling af Fingerplanen. Regionen er kompleks, præget af stærkt pres for byvækst og spredning af byfunktioner. Alligevel bliver omfanget af Fingerplanerne stadigt mindre. Det fører til en nedtoning af visionen om det åbne grønne landskab i samspil med tætte urbane områder. Det er især tilfældet med den seneste plan, hvor planloven samtidig er blevet lempet generelt. Fingerplanen er derfor på det seneste blevet svækket som styringsinstrument.

Spor 2 – indledning til en revision
Det overordnede ansvar for Fingerplan blev i 2015 overdraget til Erhvervsministeriet, som igangsatte en revisionsproces i to spor. Høringsfasen i forhold til spor 1 blev afsluttet med Folketingets vedtagelse af Fingerplan 2017. Derefter er nu igangsat en mere grundlæggende revision af Fingerplanen i spor 2, der forventes afsluttet i løbet af 2018. En række af hovedstadsområdets kommuner har endnu en gang fremsat ønsker om ændringer af Fingerplanen, som i særlig grad vil påvirke de grønne kiler.

Ønskerne viser med tydelighed, at mange kommuner naturligt tænker individuelt ud fra lokale behov og ikke planlægger for en regionalt sammenhængende grøn struktur

En vanskelig opgave for kommunerne
Når man gennemgår kommunernes forslag til spor 2, er der blandt andet tale om en række mindre og tekniske justeringer af kilernes afgrænsning. Mere væsentligt er imidlertid de mange kommunale ønsker om brede anvendelsesmuligheder i kilerne, nye byområder, flere byfunktioner i landzone, anlæg af teknisk karakter (solceller o.a.) og bymæssige sports- og fritidsanlæg. Der rejses også ønske om at tage de grønne bykiler i Fingerplanens håndflade helt ud af den rekreative struktur, da de hævdes ikke at have regional betydning. Ønskerne viser med tydelighed, at flere kommuner naturligt tænker individuelt ud fra lokale behov og ikke planlægger for en regionalt sammenhængende grøn struktur.

Hvem holder det regionale overblik?
Staten må vælge, om der skal være en regional sammenhæng mellem fingerbyen og de grønne kiler. Hvis staten vælger generelt at give bredere rammer, som planloven lægger op til – og som en række kommuner ønsker – må man forudse en yderligere fragmentering af landskabet i de grønne kiler på grund af spredning af byfunktioner. Det vil forringe den tætte kobling mellem det urbane og det grønne.

 Den fortsatte udvikling af den grønne vision for Hovedstadsområdet bør tage afsæt i et konkret samarbejde mellem stat og kommuner.

Markedskræfterne udøver et permanent pres for byvækst i det åbne land i hovedstadsområdet. Det vil blive forstærket specielt i de grønne kiler på grund af deres nærhed til bykoncentrationen. Øget spredning af byfunktioner betyder spild af samfundets investeringer i overordnet grøn infrastruktur.

Der er reelt kun staten til at stå for en bindende overordnet plankoordinering, hvis man ønsker at sikre en regional struktur med grønne kiler. Derfor bør visionen om den grønne fingerby italesættes og udvikles i Fingerplanen. Det ville derfor være en god idé at skabe et nyt samarbejde mellem stat og kommuner omkring kilernes fortsatte udvikling, som kan understøtte den rekreative anvendelse af kilerne. Den fortsatte udvikling af den grønne vision for Hovedstadsområdet bør tage afsæt i et konkret samarbejde mellem stat og kommuner.

Læs også publikationen Hovedstaden 2030 – Fremtidens udfordringer for planlægning i hovedstadsområdet

Læs mere om Erhvervsministeriets revision af Fingerplanen

Find mere information om Fingerplanen

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *