Udsatte boligområder

Kan vi bulldoze os ud af ghettoens problemer?

Spørgsmålet har fået fornyet aktualitet siden Lars Løkke i sin nytårstale beskrev de udsatte boligområder som ’huller i Danmarkskortet’ og siden har lanceret et nyt ghettoudspil, der blandt andet giver mulighed for særlovgivning og afvikling af de udsatte boligområder. Ambitionen er som det hed i nytårstalen at afvikle ghettoerne helt – blandt andet ved at bryde betonen op, rive bygninger ned, og genhuse beboere i andre områder. Men hjælper det egentlig at rive boligblokkene ned?

Sociale problemer kan ikke bulldozes væk, og for i forvejen udsatte mennesker kan det være yderligere stigmatiserende at blive tvunget til at flytte og miste deres i forvejen spinkle lokale netværk. I nogle tilfælde kan hel eller delvis nedrivning dog være en fornuftig løsning. Hvis det vel at mærke er som led i en større bystrategisk omdannelse, hvor der samtidig sættes ind med en lang række sociale og organisatoriske tiltag. Det er en af konklusionerne på det forskningsprojekt, som jeg sammen med min kollega, arkitekt og professor Claus Bech Danielsen, har gennemført. Projektet  er udført i tilknytning til Realdanias kampagne By i balance, og konklusionerne er formidlet i bogen ’Fra ghetto til blandet by’, som udkom i november. Her analyserer vi erfaringerne fra 8 internationale og 6 danske områder, som i de senere år har gennemgået omfattende omdannelser, som fletter områderne bedre sammen med byen.

I nogle tilfælde kan hel eller delvis nedrivning dog være en fornuftig løsning. Hvis det vel at mærke er som led i en større bystrategisk omdannelse, hvor der samtidig sættes ind med en lang række sociale og organisatoriske tiltag.

I lande som Holland, England og Frankrig har man nemlig i en årrække gået mere hårdhændet til værks med omdannelserne end i Danmark. Man har revet ned, opført nye ejerboliger, fritidsfaciliteter og arbejdspladser inde i områderne, og lavet ny infrastruktur, der fører andre borgere ind gennem området. Derfor giver det god mening at skæve til de internationale erfaringer. De viser i grove træk, at man med de bystrategiske omdannelser godt kan ændre et område fra at være udsat til at have et bedre image, større tryghed og en mere blandet beboersammensætning. Men ofte er problemerne så samtidig skubbet videre til næste område, og derfor kan de fysiske omdannelser langt fra stå alene.

Det kræver store investeringer, politisk mod og faglig viden om den rette kombination af forskellige omdannelsesgreb…

Der findes ikke noget quick fix
At sociale problemer koncentreres i udsatte boligområder er et fænomen, der findes i de fleste vestlige byer, og set i international sammenhæng er de danske områder bestemt blandt de bedre – både fysisk og socialt. Derfor skal vi også tænke grundigt os om inden vi kører bulldozeren i stilling, og genhuser folk i andre områder. Problemerne skyldes ikke ghetto-områderne som sådan, men kan dog forstærkes når de koncentreres i grå betonblokke som ligger afskærmet fra omverden. Stedets dårlige ry og sociale problemer får nemlig dem, der har mulighed for det, til at vælge området fra. At indføre særlovgivning med blandet andet dobbeltstraf for kriminalitet og manglende frihed i forhold til om ens barn skal i institution, kan kun forstærke den negative spiral, hvor dem der kan, undgår områderne. Den negative udviklingen kan vendes af andre veje, men der findes ikke noget quick fix. Det kræver store investeringer, politisk mod og faglig viden om den rette kombination af forskellige omdannelsesgreb – fx nedrivning, blandede ejerformer, trafikale bindeled, nye attraktioner, imagepleje og kobling af fysisk og sociale indsatser – at skabe en større sammenhæng med den omgivende by og give grundlag for at flere forskellige mennesker bosætter sig i og færdes i området.

En stor del af samfundets børn og unge vokser op i de udsatte boligområder. De har ikke brug for at vi graver grøfter og udnævner deres hjem til ’huller i Danmarkskortet’, men at vi skaber bolig- og byområder, hvor vi lever sammen og møder hinanden.

Et godt eksempel
Gyldenrisparken på Amager er et godt dansk eksempel, hvor man med omfattende renovering og opførelse af nye plejeboliger og daginstitutioner inde i området har fået skabt mere liv og tryghed på de grønne arealer mellem blokkene. Der er ikke revet blokke ned, men derimod opført af et nyt, privat rækkehuskvarter lige ved siden af. I vores undersøgelse svarer næsten en tredjedel af områdets naboer og eksterne brugere, at de godt kunne overveje at bosætte sig i Gyldenrisparken i fremtiden. I omdannelsen af Gyldenrisparken har man fået koblet området på storbyens vækst. Det er ikke en strategi, der kan lade sig gøre alle steder, for andre steder skal der helt andre tiltag til. I bogen gennemgår vi derfor 12 typer af indsatser og diskuterer deres fordele og ulemper i forskellige kontekster.

Selvom sociale problemer ikke bare kan bygges væk, har byplanlægning og arkitektur en væsentlig rolle at spille i forhold til hvordan samfundets forskellige grupper mødes, omgås og opfatter hinanden. En stor del af samfundets børn og unge vokser op i de udsatte boligområder. De har ikke brug for at vi graver grøfter og udnævner deres hjem til ’huller i Danmarkskortet’, men at vi skaber bolig- og byområder, hvor vi lever sammen og møder hinanden.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *