Hvad mener vi, når vi snakker om at ”holde den faglige fane højt”? Skal vi se ændringerne af planloven som udtryk for god faglighed? Er det vi betragter som faglighed helt underlagt ændringer i samfundet og lovgivningen, eller er der nogle grundlæggende værdier, som udgør – eller bør udgøre – dele af vores faglige fundament? Hvordan håndterer vi det, når politikerne kræver, at vi gennemfører planlægning, der strider imod, hvad vi opfatter som god planfaglighed?

De fleste – måske alle – planlæggere har oplevet, at der er truffet beslutninger, som de skal arbejde efter, men som ikke harmonerer med, hvad de føler, er fagligt rigtigt. Det kan dreje sig både om tilvejebringelse af planer og om det konkrete indhold af planerne. I mange tilfælde er det også vilkårene for kommunalt ansatte planlæggere, at de i sagsfremstillingen til den politiske behandling skal anbefale et projekt, som de ved, vil vække modstand, og både er i strid med den forudgående planlægning og med hvad de betragter som god faglighed.

Nogle politikere ser det som udtryk for udvikling, når developer og entreprenører kommer med projekter, også selv om de strider mod planer, politikerne kort forinden har vedtaget.

Ordre ovenfra
Ordren – eller blot signalet – kan komme fra borgmesteren eller udvalgsformanden, måske via kommunaldirektøren eller den tekniske chef, som ikke har indsigt i fysisk planlægning. Nogle politikere ser det som udtryk for udvikling, når developer og entreprenører kommer med projekter, også selv om de strider mod planer, politikerne kort forinden har vedtaget. Det er nærliggende for en kommunalt ansat planlægger at opleve det som en succes at medvirke til byens og kommunens udvikling. Det kan resultere i en tilpasning, hvor planlæggeren nærmest identificerer sig med borgmesteren eller udvalgsformandens holdning, så planlæggerens opfattelse af fagligheden består i at fjerne de forhindringer, der kan være for gennemførelse af projektet.

Der kan ske holdningsændringer i et sagsforløb. Jeg oplevede engang en kollega, der med saglige argumenter anbefalede, at et ansøgt projekt blev afvist. Udvalget besluttede imidlertid, at det skulle imødekommes. Ved fremlæggelsen af forslaget til lokalplan kom der indsigelser, der svarede til de argumenter planlæggeren havde fremført – men nu var han nærmest harmdirrende over, at der var nogle, der ”kritiserede hans lokalplan”. Uanset indholdet er der kreative elementer i alle planlægningsopgaver og det føles forkert at være negativ over for det, man skal arbejde med.

Planfagligheden og holdningsændringer
Det er mit indtryk, at de fleste planlæggere har bakket op om – og set det som dele af deres faglighed – at det åbne land og især kystområderne friholdes for unødvendig bebyggelse. At bymidterne skulle beskyttes mod storcentre i byens periferi, og at der skal være rimelige høringsfrister, så borgere og foreninger har rimelig tid til at tage stilling til planforslag etc. Disse værdier, der har dybe rødder i byplanhistorien, angribes nu gennem de ændringer af planloven, som blev vedtaget af Folketinget den 1. juni i år. Det kan give planlæggere anledning til at overveje, om ændringerne harmonerer med deres faglige ståsted.

De ændrede bestemmelser i den ny planlov vil om nogen tid blive opfattet som ”normale”. Men betyder det også, at de vil blive opfattet som udtryk for god faglighed?

Siden grundlaget for fysisk planlægning i Danmark blev skabt med byplanloven af 1938 er der sket store ændringer. Også holdningsmæssigt. Det gælder også inden for de emner, der indgår i fysisk planlægning. Blot er par eksempler: Ministeriel godkendelse af byplaner, der gjaldt indtil 1977, er utænkelig i dag. Det samme gælder ministeriel godkendelse af bebyggelsesprocenter over 110, og den meget stramme administration af landzonebestemmelserne, der gjaldt i 1970’erne.

De ændrede bestemmelser i den ny planlov vil om nogen tid blive opfattet som ”normale”. Men betyder det også, at de vil blive opfattet som udtryk for god faglighed? Er det der betragtes som faglighed alene underlagt tidernes skiften, eller er der nogle grundlæggende værdier, som det fortsat er – eller bør være – en del af en planlæggers faglige identitet at kæmpe for?

Planlægning i klemme
Blandt andet som led i undersøgelsen ”Lokalplanlægning i Danmark 2009-2011” har jeg set mange eksempler på, at planlæggere har anbefalet projekter, der var i strid med den forudgående planlægning, hvor sagsfremstillingen var mangelfuld, og uden oplysninger om, hvad sigtet var med de planbestemmelser, der ændredes. Måske har planlæggeren forinden over for teknisk chef eller måske udvalgsformanden, i nogle tilfælde endda borgmesteren, fremført saglige argumenter imod projektet, men fået dem affærdiget. Planlæggeren kan herved have været afskåret fra at skrive dem ind i sagsfremstillingen, og de menige medlemmer af udvalget og borgerne får dermed en mangelfuld beskrivelse af projektet. Efter fremlæggelsen af lokalplanforslag for projektet anbefaler planlæggeren så, at indsigelserne afvises – og foretager hermed en politisk handling.

Jeg håber at kunne starte en debat om, hvad vi forstår ved planfaglighed og hvordan planlæggere kan bevare og udvikle deres faglige etik.

Hvad mener vi med planfaglighed?
Begrebet faglighed bruges inden for mange fagområder, men hvad betyder det inden for fysisk planlægning at være dygtig til sit fag – ud over at kunne designe en god plan? Er det at være god til at indleve sig i politikernes ønsker og rydde eventuelle hindringer af vejen? Eller at kunne redegøre for saglige aspekter – både positive og negative – ved en sag, og herigennem give politikerne det bedst mulige grundlag for at træffe beslutning?

Den gamle romerske arkitekt Vitruvius definerede arkitektur med begreberne holdbarhed, brugbarhed og skønhed. Kan vi formulere en definition på faglighed inden for fysisk planlægning, som kan støtte i situationer, hvor de politiske realiteter er sådan, at planlæggeren skal argumentere for et projekt, som han/hun ikke kan stå inde for fagligt?

Det kræver mere plads, end det er hensigtsmæssigt her, at underbygge disse spørgsmål. Derfor henviser jeg til en mere uddybende artikel. Jeg håber at kunne starte en debat om, hvad vi forstår ved planfaglighed og hvordan planlæggere kan bevare og udvikle deres faglige etik.

Læs Arne Post artikel: Byplanfaglighed udfordres af den nye planlov

1 comment

  1. Byplankonsulent Arne Post
    Arne Post 12 september, 2017 at 11:22 Svar

    Kommentarer efterlyses
    Der laves rigtigt meget godt byplanarbejde rundt om i kommunerne. Det har jeg måske ikke betonet tilstrækkeligt. Men det sker, at planlæggere pålægges at skulle anbefale projekter, der anfægter – eller bør anfægte! – deres grundlæggende opfattelse af faglighed. Der må derfor være interesse for at få diskuteret, nuanceret og uddybet de problemstillinger, jeg beskriver.
    Jeg har fået flere henvendelser, der bekræfter det, jeg skriver om den skjulte politiske styring af planlæggere. Og som samtidigt forklarer, hvorfor der endnu ikke er nogen, der har kommenteret mit indlæg: Frygt for repressalier!
    Derfor en opfordring til jer, der mener det er væsentligt at få bearbejdet problemstillinger vedrørende faglighed og etik, men ikke finder det opportunt at skrive indlæg på ByplanBlog: Giv mig kommentarer pr. mail: ap@byplanraadgivning.dk eller pr. telefon: 28919766, direkte eller SMS. Jeg vil så samle og gengive disse kommentarer, der naturligvis bearbejdes på en måde, så kilderne ikke kan spores.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *