Vinder af Byplanprisen 2013

Byplanprisen2013mtoBorgmestreSko560px.jpg

Årets Byplanpris går til cykelrute

På en dag, hvor trængselskommissionen har anbefalet flere cykelruter, modtog Frederiksberg og Københavns Kommune årets Byplanpris for deres samarbejde om nye kvaliteter på Den Grønne Sti og Nørrebroruten.

Den 26. september fik Borgmester Jørgen Glenthøj fra Frederiksberg Kommune og Direktør Anne Skovbro fra Københavns Kommune overrakt årets Byplanpris.

Overrækkelsen foregik under overværelse af 600 planlæggere og politikere på det årlige Byplanmøde, der i år blev afholdt på Frederiksberg. Prisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening og det er første gang, to kommuner deler prisen.

Fokus på de bløde trafikanter

Hovedstaden er blevet verdenskendt som cykelby. Et af de tiltag, der har været med til at styrke den position, er uden tvivl en tværgående cykelrute. På Frederiksberg kaldes den Den Grønne Sti, på Nørrebro hedder den Nørrebroruten.

Byen på vrangen

Cykelruten har skabt helt nye byrum, der binder byen sammen. Ruten bugter sig gennem parker, langs baghaver. Byen bliver vendt på vrangen – hvilket er en stor oplevelse – både for fastboende og turister. Nørrebroruten, der startede som et pilotprojekt i 2008, har vist sig at være en stor succes og efterfølges af andre ruter.

Variation og oplevelser

Der er mange perler undervejs. Men det vigtigste element er dog selve snoren, der binder perlerækken sammen og som på sigt kan få flere bilister over på cyklerne. Cykelruten har vundet prisen for de to kommuners samarbejde og den bevidste satsning på rum, der skaber kvalitet og oplevelse for de bløde trafikanter i den moderne storby.

Byplanprisen, der består af en messingplakette, blev nedlagt i selve cykelruten på grænsen mellem Frederiksberg og Københavns kommune.

Byplanprisen2013mBorgermestere560px.jpg

Yderligere oplysninger:
Ellen Højgaard Jensen, Dansk Byplanlaboratorium
Tlf. 2615 7281
Mail: ehj@byplanlab.dk
www.byplanlab.dk

Annette Blegvad, Akademisk Arkitektforening
Tlf. 3085 9011
Mail: ab@arkitektforeningen.dk
www.arkitektforeningen.dk