EnglishKontakt

Kursusarkiv 2018

Byplanmødet 2019 bliver afholdt 3. & 4. oktober 2019 i Køge.
Mere information følger senere

Sted:
Køge

Kompetenceudviklingsforløb 2019 - 2020

Strategisk Byledelse for fagchefer er skræddersyet forløb til kommunale chefer, der opererer lige under den kommunale topledelse.

Strategisk byledelse for fagchefer sætter fokus på byledelse i en tid præget af øget global konkurrence, klimaændringer og fraflytning fra land til byer. Udfordringer, der kræver en evne til at håndtere brændende platforme og foretage strategiske omstillinger.

Forløbet giver dig som kommunal fagchef værktøjer til at foretage omverdenanalyser af de udfordringer og muligheder, som din kommune og by står over for. Programmet styrker dine forudsætninger for at kunne understøtte de strategiske udviklingsspor, som skal følges de kommende år i din kommune. Dine kompetencer som fagchef er afgørende for at kunne geare den kommunale organisation, indgå i netværksstyring med dine politikere og direktører samt handle strategisk sammen med kommunens andre forvaltninger og interessenter.

Se program

Tilmelding og mere info via DAC

Sted:
Opstartsseminar i København

Konference på Nyborg Strand, den 30. januar 2019

Danmarks bebyggede areal vokser og vores byområder bliver mere og mere befæstede. Det skyldes dels konkrete behov for mere befæstet areal, dels andre beslutninger i samfundet – og gamle vaner.

På konferencen Byens Gulv konkretiserer vi tidens tendenser, giver indsigt og den nyeste viden. Vores mål er at bidrage til at byens gulv tænkes ind i alle faser fra idé til virkelighed, når fremtidernes byområder tager form.

I 2019 går vi tæt på temaet CIRKULÆR ØKONOMI OG BÆREDYGTIGHED – begreber og metoder, som man i de sidste 5-10 år har taget mere og mere til sig i den brede byggebranche. Men spørgsmålet er, hvordan man kan se begreberne sat i spil i indretningen af byerne imellem husene - på torve, pladser, gader, og stræder?

Byens Gulv er konferencen, der samler alle med interesse for byens liv, funktioner og materialer: Staten, kommuner, forsyningsselskaber, byplanlæggere, arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører, anlægsgartnere og leverandører

Byens Gulv er en endags-konference om og for alle, der arbejder med det, der er ”under knæhøjde” i byerne. Fra idéer, til skitser, planer, anlæg og drift – for pladser, torve, belægninger, beplantninger, klimatilpasninger, indretning, møbler osv. i byens rum.

Konferencens deltagere er bl.a. arkitekter, landskabsarkitekter og ingeniører, som kommer fra både private rådgivningsvirksomheder, forsyningsvirksomheder samt offentlige institutioner som universiteter, kommuner og stat. Intet andet sted mødes så tværfagligt et felt med så stor ekspertfaglig og specialiseret viden om Byens Gulv.

Deltag i Byens Gulv - i krydsfeltet mellem viden, praksis og netværk kan vi bryde rutinen og åbne mulighed for innovative løsninger. 

Deltag på 3 måder

Tilmeld dig konferencen – Hver 4. kollega er gratis
Her tilmelder du dig, som deltager på konferencen. Tilmelder I 4 kollegaer fra samme virksomhed, er den 4. gratis. Praktisk info i øvrigt finder du i bunden af siden og via tilmeldingsformularen.

Ansøg om at få et oplæg med på det åbne spor
Igen i år er der på konferencen et åbent spor, hvor aktører på feltet kan byde ind med relevante oplæg og projekter. Har du et spændende projekt, der omhandler byens gulv, så hører vi gerne fra dig. Send en mail til am@byplanlab.dk

Tilmeld et flot foto af dit projekt til ’Byens gulve – landet rundt’
Et nyt tiltag giver alle kommuner mulighed for at få deres mest interessante projekter udstillet via en storskærm, der dagen igennem vil køre i loop med de indsendte fotos.

Så har I et flot byrumsprojekt, som I gerne vil prale af? Har I netop fået anlagt nye flotte belægninger i byens rum? Eller anskaffet gode byrumsmøbler og flotte kunstinstallationer på byens torv? Eller måske har I skabt bæredygtige vejprojekter, eller tænkt klimasikring og regnvand ind i jeres handelsstrøg?  

Så lad alle vi andre blive inspireret! Download en skabelon (powerpoint) og udfyld den med et flot billede og en enkel tekst – send det til am@byplanlab.dk

Både udførte projekter og projekter på tegnebrættet har interesse for deltagerne på konferencen Byens Gulv 2019. Det er tilladt at sende flere projekter ind, men dog stadig kun et enkelt foto eller en illustration pr. projekt.

 

Læs mere om konferencen på Københavns Universitets hjemmeside.

Sted:
Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg

Strategisk byudvikling for projektledere
- Kursusforløb for projektledere, der arbejder med byudvikling! (Hold III)

Byerne forandrer sig med stor hast og det samme gør kommunernes rolle som den aktør, der driver byudviklingen. Det er baggrunden for Byplanlaboratoriets nye kursusforløb om strategisk byudvikling for projektledere.

Forløbet understøtter de projektledere og planlæggere, som arbejder med byudvikling og styrker dem i projektlederrollen. Med udgangspunkt i de konkrete projekter, som deltagerne arbejder med i deres egen praksis, får de skærpet deres fokus på, hvordan man driver processer i byudviklingen og får tingene til at ske, ved at navigere i det kompleks af interesser, dagsordener og beslutningsgange, der altid omgiver et byudviklingsprojekt.

Forløbet er på samme tid et kompetenceudviklingsforløb og et projektudviklingsforløb, der består af 5 seminarer fordelt over et år. Undervisningsformen veksler mellem inspiration og ny viden, arbejde med egen case og fælles refleksion.

Igennem forløbet kommer deltagerne i dybden med temaer som

  • Netværksledelse
  • Innovationsprocesser og byudvikling
  • Politik og faglighed
  • Økonomi og partnerskabsmodeller
  • Magt og relationer
  • Kommunikation og mobilisering

Underviserne på forløbet vil være en blanding af forskere, rådgivere, politikere, kommunale topembedsfolk og andre projektledere, som arbejder med byudvikling. Kurset tilpasses deltagernes profiler. 

Målgruppen for kursusforløbet er kommunalt ansatte projektledere, som arbejder med byudvikling. Det kan være i form af fx bymidteprojekter, byomdannelse, landsbyudvikling, områdefornyelse eller Business Improvement Districts.

Se beskrivelse af kursusforløbet


Datoer for Hold III

  • 13. dec. 2018 (Roskilde)
  • 27.-28. februar 2019 – (Viborg)
  • 25. april 2019 (Odense)
  • 14.-15. august 2019 (Vejle)
  • 6. nov. 2019 (Roskilde)

Hold I, II og III er fyldt op
Ønsker du at blive skrevet op til hold IV, så send en mail til db@byplanlab.dk. Vi forventer at starte hold IV op i 2019.

Kursusforløbet strækker sig over et år. 

Sted:
Roskilde

Værdiskabelse i kystsikring - hvordan tager vi de første skridt?

De danske kyster er under pres. Havniveau-stigninger og mere ekstremt vejr er blevet hverdag og giver nye udfordringer, kombineret med centraliseringer og affolkning. Det påvirker arbejdet med at bevare kulturarven og de landskabelige værdier. 

Arkitektforeningen og Byplanlaboratoriet sætter fokus på, hvordan rådgivere og myndigheder sammen kan gribe kystudviklingsopgaver an i et helhedsperspektiv.

At arbejde helhedsorienteret med bevaring og udvikling af kysterne er en kompleks opgave, der omfatter kystteknik, æstetik, natur, proces og økonomi. Kompleks – men langt fra umulig. Løsningen kalder på en strategisk tilgang i de indledende faser af arbejdet med kysternes værdier.

Kom til fyraftensmøde og hør om perspektiverne på kystsikring fra tre af feltets fagfolk. Få desuden en forsmag på det kommende kursus i at arbejde professionelt og systematisk med kystudviklingsopgaver i eksisterende kystmiljøer.

Læs mere om arrangementet, programmet og tilmelding på Arkitektforeningens hjemmeside

 

Sted:
Åbenrå 34, 1124 København K

Hvor er Danmark nu og hvor skal vi hen? Hvordan vil fremtidens infrastruktur binde landet sammen og hvor skal byudviklingen foregå? Engang kunne nogle af svarene findes i Landsplanredegørelsens grundige analyser og politiske udmeldinger. Som dokument findes Landsplanredegørelsen stadig, men den er efterhånden løsrevet fra visionerne om et Danmark i balance og en mere bæredygtig fremtid. Spørgsmålet er derfor, hvordan skal vi diskutere den nationale planlægning som ramme for kommunernes udvikling?

Landsplansredegørelsen har tidligere været det dokument, hvor regeringen kunne samle visionerne for landets fysiske og funktionelle udvikling. Historisk har redegørelserne bygget på analyser af flyttemønstre, pendlingsmønstre, mobilitet, fordeling af arbejdsstyrken, erhvervsstrukturen og næsten alle de forhold, som landets fysiske udvikling er baseret på. Kort sagt, et overblik over Danmarks udfordringer og muligheder. Og en baggrund for at den siddende regering kunne formulere sine ønsker for landets fysiske og funktionelle udvikling, for de store investeringer og for andre statslige initiativer.

Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her

Sted:
København

Kursus 14. og 15. november 2018

Et intensivt kursus, som opbygger dine kompetencer som relativt ny lokalplanlægger. Vi beskæftiger os både med lokalplanens formelle og juridiske indhold, og koblingen til stedet og lokalplanens formål.

Der findes ikke en standardopskrift på ”den gode lokalplan”, fordi hver lokalplan har sine egne omstændigheder. Derfor er kurset bygget op om workshops, hvor du får skærpet din kritiske, konstruktive og kreative sans i forhold til planværktøjet og processen.

Med Roskilde som case tager kurset fat i 3 grundlæggende spørgsmål:

  • Hvad skal der til, for at en lokalplan formelt set er i orden?
  • Hvordan sikrer vi overensstemmelse mellem det lokalplanen skal opnå og formuleringen af formål og bestemmelser?
  • Hvordan tilrettelægger du gode processer for lokalplanlægning og administration af planerne?

Dag 1 foregår på INSP Roskilde, og dag 2 på Danhostel Roskilde.

Se programmet

Kurset er overtegnet, men du kan skrive dig på venteliste ved at skrive til db@byplanlab.dk

 

Har du spørgsmål til kurset, kan du kontakte kursusleder Marianne Bendixen

 

Sted:
Roskilde

Byplanhistorisk Seminar 2018/2

Seminaret sætter spotlight på de helt nære, dagligdags omgivelser for byens beboere: Boligen og den bebyggelse man bor i.

I seminaret vil der blive taget udgangspunkt i nogle af nutidens bolig- og bebyggelsesplaner, som i særlig grad er præget af enten nogle samfundsmæssige hensyn eller af forestillinger om beboernes livsudfoldelse. Hvilke boligidealer og bebyggelsesplaner ligger bag nutidens nye større byggerier – og hvilke lå bag fortidens sammenlignelige byggerier. Seminarets afgørende spørgsmål er: Hvad kan vi lære af fortiden?

Det er ind imellem Byplanhistorisk Udvalgs oplevelse, at de gode, og måske især de dårlige erfaringer, arkitekt- og planlæggerverden har gjort sig, ikke bruges i praksis. Det håber udvalget at kunne råde bod på med sine historiske seminarer og skrifter.

Seminaret afholdes kl 8.30 - 16:05 i Boligselskabernes Hus, Studiestræde 50, 1554 København

Sted:
København

Kursus d. 8. november og d. 4 december 2018

Er du projekterende arkitekt eller kommunal planlægger?

Økonomi i byudviklingsprojekter klæ’r dig på til at gennemskue investorers og developeres regnestykker. Du for muligheden for at tage skridtet videre, og selv lave projektøkonomiske beregninger. Hvordan ser investorer og developere på de kommunale plangrundlag? Det får du svar på, ligesom vi opstiller quick and dirty-regnestykker, så du har et overordnet indtryk af økonomien i dit eget byudviklingsprojekt – og kan gå styrket ind i forhandlinger med en developer.

Kurset benytter sig af forskellige læringsformer som oplæg, sparring, gruppediskussioner og en rollespilsession. Deltagerne arbejder i grupper om en medbragt byudviklingscase og det forventes, at de bruger et par dage på at ’lave lektier’ mellem de to kursusgange.

Bemærk: Deltagerne forventes at arbejde sammen i grupper byudviklingscasen mellem de to kursusgange. Der er ikke krav om, at deltagere kommer to eller flere fra samme kommune eller virksomhed, men det vil være en fordel. Solister må forvente at blive parret.

Se program

Hvis du har spørgsmål til kurset så kontakt kursusleder Christian Broen

 

Sted:
Odense

2018 markerer starten på en ny planperiode med nye strategier og kommuneplaner. På Byplanmødet diskuterer vi de cases, hvor strategisk planlægning og politisk lederskab giver en overbevisende effekt: I alliancer mellem visionære byråd, toneangivende aktører i civilsamfundet, dygtige kommunale forvaltninger og de virksomheder, der er med til at realisere kommunernes planlægning. 

Husk at byudvikling er for vigtig til at overlade til byplanlæggerne.

På byplanmødet får du:

• præsenteret de store udfordringer på planområdet.
• inspiration til politisk lederskab fra cases, der bliver præsenteret af dem, der var med.
• input til nye politiker- og embedsmandsroller på planfeltet.


Med Hjørring Kommune som vært byder Dansk Byplanlaboratorium velkommen til Byplanmødet i en kommune, der trods befolkningstilbagegang satser på udvikling.

Læs mere om Byplanmødet 2018

Vil du med, så skriv en mail Grethe (gs@byplanlab.dk) og spørg om der er en ledig plads.

På Byplanmødet vil du opleve nyåbnede faciliteter til kultur- og fritidsaktiviteter, fx det nye Vendsyssel Teater.

"Vi har i Hjørring Kommune fokus på både investering og tilpasning. På trods af, at vi de seneste år har været spændt hårdt for økonomisk, så har vi haft modet og viljen til at bygge nogle fyrtårne, samtidig med at vi har afviklet andre steder. Jeg er stolt over at have et byråd, der tør prioritere hårdt for at nå de mål, vi har sat os". 

- Borgmester Arne Boelt (S), Hjørring Kommune

 

Se tidligere byplanmøder

Sted:
Hjørring