EnglishKontakt

Nye storbykvaliteter: Esbjerg Kommune vinder Byplanprisen 2018

Esbjerg vinder Byplanprisen 2018. Juryen fremhæver bl.a. arbejdet med at tilføre den ”muskuløse og robuste havneby mere følsomme og bløde værdier”.

Bymidten i Esbjerg fortættes med markante byggerier og bymiljøet styrkes med nye forbindelsesruter, aktivitetszoner og opholdsrum, og den muskuløse og robuste havneby er tilført mere følsomme og bløde værdier. Det er nogle af de greb i Esbjergs byudvikling som juryen fremhæver i motivationen for at tildele Esbjerg Kommune Byplanprisen 2018.

Byplanprisen blev uddelt ved Byplanmødet i Hjørring d. 4.10, hvor 700 kommunalpolitikere og planlæggere er samlet.

Sammenhæng mellem by og havn
Politisk lederskab fremhæves i motivationen for at tildele Byplanprisen.

– Esbjerg har en kort, men markant historie, hvor den strukturelle udvikling har betydet, at byen og kommunen har skullet finde et nyt ståsted. Olie- og offshore-industrien har taget over, og det har givet en ny bevidsthed om den betydning som en levende, sammenhængende og rummelig by har, siger jurymedlem, forsker Marie Stender, Aalborg Universitet og bestyrelsesmedlem i Dansk Byplanlaboratorium.

- Een af Esbjergs store udfordringer har været at få byen til at hænge sammen med havnen, og det er en udfordring, der har krævet, at politikere har taget lederskab. Og så er det er en proces og et resultat som mange andre havnebyer kan lade sig inspirere af, vurderer Marie Stender.

Flotte løsninger
Men mange projekter og løsninger har samlet skabt byudviklingen og udnyttet det potentiale som Esbjerg har.

- Stiforbindelse kaldet Landgangen er én af disse løsninger, der med enkel, funktionel og smuk arkitektur skaber værdi og sammenhæng i byen. Og så har Esbjergs hovedgade, Kongensgade, fået et løft, så Kongensgadeområdet, Havnepromenaden og Landgangen udgør et samlet attraktivt byområde, siger jurymedlem Mads Rue, Arkitektforeningen, der også fremhæver et unikt samarbejde mellem de mange aktører, der har andele i udviklingen af Esbjerg.

- For at udvikle og gennemføre de ønskede forandringer er der et tæt samarbejde med deltagere fra erhvervslivet, borgere, organisationer og repræsentanter fra politiske udvalg og administration, fremhæver Mads Rue.

Stolt borgmester i Esbjerg
- Jeg er utrolig glad for anerkendelsen af det lange seje træk for udviklingen af Esbjerg, hvor de mange projekter bygger på overordnede strategier i Esbjerg Byplan. Det er en anerkendelse af det arbejde, som mange har ejerskab til og ansvar for – både det private erhvervsliv, Esbjerg Havn, Esbjerg Byforum og Esbjerg Kommune, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Byplanprisen siden 1996
Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort ”en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer”. Prisen er uddelt siden 1996.

I juryen for Byplanprisen sidder Lisbeth Nørskov Poulsen og Mads Rue, udpeget af Akademisk Arkitektforening, Jes Møller og Marie Stender, udpeget af Dansk Byplanlaboratorium samt Peer Frank, udpeget af Foreningen af Byplanlæggere

 

Yderligere information:
Næstformand i Dansk Byplanlaboratorium, Marie Stender
Direktør Lars Autrup, Akademisk Arkitektforening