Ledelsen

Erfaringerne fra rigtig mange kommuners arbejde med Kommuneplan09 peger entydigt på nødvendigheden af at have topledelsen inddraget i arbejdet med planstrategien og kommuneplanen. Gerne hele direktionen – og som minimum en af direktørerne. Det skyldes flere forskellige ting:

  • Direktionens bevågenhed er nødvendig for at sikre opmærksomhed om arbejdet internt i kommunen. Hvis direktionen prioriterer arbejdet med planstrategien og kommuneplanen, så bliver de nødvendige ressourcer også fundet blandt ledere og medarbejdere.
  • Direktionen sikrer adgang til politikerne – og dermed også til den politiske bevågenhed og interesse for planarbejdet.

Forankringen af arbejdet hos den øverste ledelse er i de fleste kommuner en selvfølgelighed. Hvis den ikke er, kan du forsøge at ændre det på flere forskellige måder.

  • Hvis din direktion ikke er opmærksom på planstrategi og kommuneplanens potentielle betydning som værktøj til prioritering og styring, kan du anvende hæftet: Planlægning er politik. 5 anbefalinger når politiske mål skal omsættes til planstrategi og kommuneplan. Du kan også bruge eksempler fra andre kommuners arbejde, som du kan finde i dette værktøj eller i rapporten ’Plankultur i en brydningstid. En vurdering af kommunernes arbejde med kommuneplan 09’ med baggrundsmateriale, der er udarbejdet i forbindelse med dette værktøj.
  • Hvis din direktion har en begrænset interesse for planstrategi og kommuneplanen, kan du styrke denne. Det kan dels ske ved hjælp af hæftet: Planlægning er politik. 5 anbefalinger når politiske mål skal omsættes til planstrategi og kommuneplan, men også mere målrettet. Du kan fx opstille de fordele, som kommunen kan have af at styrke sit arbejde med planstrategi og kommuneplanen. Peg på, hvordan dette obligatoriske planarbejde ligeså godt kan udvides, så det afløser nogle af de andre strategier og planer, der udarbejdes. Eller til at gennemføre nogle af de prioriteringer, der er nødvendige i forhold til besparelser osv. ved at koble til kommunens budget. Læs mere under afsnittet ”mål”.
  • Hvis din direktion finder kommuneplanen vigtig, men ikke synes, de har ressourcer til at involvere sig, kan du påpege, at vurderingen af kommuneplansarbejdet 09 tydeligt viste, at ledelsens deltagelse er nøglen til succes for kommuneplanen. Det sparer ressourcer hos medarbejderne, når arbejdet bliver prioriteret ved at mindst en direktør står i spidsen for arbejdet. Se nærmere under Organisering.


Tænk på direktionen som en målgruppe

Det kan være en hjælp at tænke på ledelsen som en målgruppe – på samme måde, som når du fx skal have gjort borgerne interesseret i kommuneplanarbejdet. Tag udgangspunkt i direktionens og politikernes situation og deres interesser – og vis, hvordan de kan få løst nogle af deres aktuelle udfordringer ved at engagere sig i arbejdet med planstrategi og kommuneplan.

  • Tilstrækkelige ressourcer til inddragelsen.
  • Få direktionen til at sidde med ved bordet.