Vedtægter for ByplanPrisen

Vedtægter for ByplanPrisen

§ 1
ByplanPrisen indstiftes af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening i anledning af Dansk Byplanlaboratoriums 75 års jubilæum i 1996. Formålet med prisen er at opmuntre til at højne kvaliteten af byplanlægningen i Danmark.

§ 2
ByplanPrisen, som uddeles ved det årlige Byplanmøde, kan tildeles kommuner, regioner, statslige myndigheder, organisationer mv.

§ 3
Prisen tildeles et initiativ til eller en planlægning af velfungerende, bæredygtige byer og bymiljøer af høj kvalitet. Betingelsen for at modtage prisen er, at der er udarbejdet og endeligt vedtaget en lokalplan, en kommuneplan, en regional udviklingsplan eller et andet plandokument for den pågældende bydel, område eller projekt. Det er videre betingelsen, at der ved det pågældende planarbejde er inddraget alle relevante problemer og spørgsmål indenfor planområdet, og at der er tilstræbt den ud fra en helhedsbetragtning optimale løsning. Ved denne helhedsbetragtning, der gerne må være tværgående i forhold til det gældende plansystem, kan der indgå såvel miljømæssige, sociale, arkitektoniske, kulturhistoriske og samfundsøkonomiske synsvinkler. Endelig er det betingelsen, at de
pågældende initiativer er vedtaget politisk.

Følgende – sidestillede elementer – vil indgå i vurderingen:

• at der gennem planlægningen tilstræbes et godt miljø i bred forstand.

• at det pågældende planarbejde inddrager alle relevante planspørgsmål i det pågældende planområde, og at dette er gjort på et gennemgående fagligt højt niveau.

• at det pågældende planarbejde metodisk eller indholdsmæssigt rummer faglig udvikling og nytænkning og derfor i særlig grad står som et godt eksempel til efterfølgelse og inspiration for andre planmyndigheder.

• at der ved selve planprocessen er gjort en særlig indsats for at inddrage alle de relevante parter.

• at der i vidt omfang er overensstemmelse mellem de mål der opstilles i planen og det resultat, der er kommet ud af at realisere planen/projektet.

§ 4
Udvælgelsen foretages af en jury. Juryen består af 5 medlemmer. To medlemmer udpeges af Dansk Byplanlaboratorium, to medlemmer udpeges af Akademisk Arkitektforening og et medlem udpeges af Foreningen af Byplanlæggere. Juryen betjenes af et sekretariat, som sammensættes af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening i fællesskab.

§ 5
Forud for uddelingen af ByplanPrisen indstiller juryens medlemmer kandidater til prisen, og der indkaldes samtidig motiverede forslag. Disse forslag kan indsendes af enten den pågældende planmyndighed selv eller af foreninger, organisationer og privatpersoner.

§ 6
Såfremt juryen vurderer, at ingen af de indsendte eller indstillede forslag opfylder de i § 3 nævnte betingelser kan juryen beslutte ikke at uddele prisen det pågældende år.

§ 7
Sekretariatet, jf. § 5, drager omsorg for, at der hvert år indstilles og indkaldes motiverede forslag til ByplanPrisen. I forbindelse med juryens valg af nominerede eller prismodtager udarbejdes en betænkning, som motiverer valget. Sekretariatet er behjælpelig hermed.

§ 8
Ved overrækkelsen af ByplanPrisen informeres pressen ligesom der efterfølgende tilstræbes omtale i relevante medier.

§ 9
Udgifterne i forbindelse med ByplanPrisen dækkes af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening med lige andele til hver.