Guldborgsund Kommune

Kort fortalt: En Galathea-ekspedition lastet med politikere lægger til kaj forskellige steder i den nye kommune og møder grupper af borgere med noget på hjerte.

Foto: Guldborgsund Kommune 

"Du kan få folk til at interessere sig for dele af det politiske – når det rammer haven eller havelågen – men ikke for helheden. Det er enormt svært. ..... Med Galthea-ekspeditionen fik vi skabt noget røre og engageret folk, der ellers ville sidde i hvert sit hjørne. Hvad det nøjagtigt har betydet, er svært at sige, men jeg tror, det har rykket en lille smule i folks bevidsthed.
Læs hele interviewet med borgmester Kaj Petersen.
Læs mere om Guldborgsunds Plan09-eksempelprojekt

 

Interview

- Hvad er meningen?

"Vi har gjort noget andet end det sædvanlige, når det gælder borgerinddragelse. Vi plejer at servere et oplæg på et borgermøde og spørge "hvad siger I så?", og så er der nogle, der råber højt. Her har vi kontaktet ildsjælene på forhånd og sagt: "Kunne I ikke sammen med en gruppe borgere, I selv finder, komme til os med jeres indspark?" Forskellen er, at borgerne – eller rettere: en kreds af borgere - får lov at komme med deres synspunkter, før vi har besluttet noget. Den største forandring er den tidlige inddragelse. Jeg var med tilbage i 1970erne, hvor vi også prøvede at lave nogle borgergrupper. Men den gang var det også på grundlag af et oplæg, vi allerede havde lavet. Nu kommer de ind endnu tidligere."

- Har en ny udvikling fundet sted?

"De har siddet i grupper på 12-14 personer og fundet ud af, at det ikke er alt, man kan blive enige om. Forhåbentlig har det skaffet en forståelse for vores arbejde. Sagt lidt hårdt og brutalt, så har de lært lidt om demokrati – det er altid en god øvelse. Bagefter skal der selvfølgelig holdes et ordinært borgermøde, og da tror jeg, at nogen af dem fra borgergrupperne vil forstå og genkende nogle træk fra diskussionerne. Projektet skaber forståelse for hinandens holdninger til tingene."

- Kan metoden bruges igen?

"Det er for tidligt at svare på. Man kan ikke opfinde den dybe tallerken en gang til. Her var det på sin plads, fordi vi havde en ny kommune slået sammen af otte gamle, for det giver mere ejerskab at blive involveret. I det hele taget har processen ikke medført en kæmpe forandring eller for eksempel en anden rollefordeling mellem de seks gamle "hovedstæder", end vi havde forudset, men den har givet et bedre ejerskab, hvor folk kan sige: "Det dér har jeg haft indflydelse på.". Det handler om ejerskab som et grundlæggende synspunkt, ikke bare for byrådet, men også for borgerne.

- Hvad med de almindelige borgere. Mødte de op?

"Nogle steder var der et pænt fremmøde. Andre steder kom der ikke nogen. Og atter andre steder blev folk involveret i borgergruppernes diskussion. På den nye måde fik vi fat i nogle hundrede mennesker, og vi fik også skabt kontakt mellem de forskellige ildsjæle. Det er alligevel altid den type, der møder op. Du får ikke tavse fru Hansen ude fra kæret med i sådan noget her. Det er jo de faste. Ved borgermøderne er der som regel kun to, som "ikke burde være der". Resten skal være der, fordi de er fra politiske partier og interesseorganisationer. "

- Kan du leve med det?

"Jeg har arbejdet med det her i 30 år, og der er sgu gået meget godt. Du kan få folk til at interessere sig for dele af det politiske – når det rammer haven eller havelågen – men ikke for helheden. Det er enormt svært. En ung mor interesserer sig for børneinstitutioner, ikke også for ældrepleje. Når vi skal diskutere et nyt statsfængsel i kommunen, så kommer folk op af stolene. Dér rammer vi havelågen. Med Galthea-ekspeditionen fik vi skabt noget røre og engageret folk, der ellers ville sidde i hvert sit hjørne. Hvad det nøjagtigt har betydet, er svært at sige, men jeg tror, det har rykket en lille smule i folks bevidsthed."

Plan09s eksempelprojekt om digitale kommuneplaner

 

Plan09
Sekretariatet
Haraldsgade 53
2100 København Ø
tlf. 72 54 47 81
Plan09@blst.dk

Skrevet af:

17.07.07

Til toppen Print Send til en ven
Miljøministeriet Realdania