EnglishKontakt

Servicetilpasning og lokaludvikling i yderkommuner

Projektet tager udgangspunkt i, at Danmarks land- og yderområder står overfor en række betydelige udfordringer med tilpasning af den offentlige service.

De demografiske ændringer i landets yderområder medfører behov for et skift fra unge- til ældreservice, samtidig med at den ændrede sociale profil i yderområderne forventes at indebære større omkostninger til bl.a. kronisk syge. Samtidig medfører den stigende fraflytning, at der bliver stadig færre offentlige midler til at levere den offentlige service for.

Derfor vil kommunerne fremover få et stigende behov for innovative serviceløsninger, bl.a. større brug af frivillige kræfter. Spørgsmålet om hvor og hvordan servicetilpasningen skal finde sted lokalt er dog et kontroversielt emne, som der kan være meget forskellige syn på.

Formålet med undersøgelsen har derfor været følgende:

  • at skabe et overblik og sammenfatte yderkommunernes arbejde med at etablere sammenhæng mellem servicetilbud og lokalsamfundsudvikling, herunder prioriteret og differentieret udvikling,
  • at illustrere, diskutere og forklare forskellighederne i måden tilpasningen foretages på i praksis,
  • at konkretisere dilemmaer, udfordringer og løsninger ift. servicetilbud gennem analyse af tre udvalgte kommuner.
  • at diskutere hvordan der kan udvikles strategier for servicetilpasning og lokalsamfund, og at pege på ’best practice’ eksempler på strategisk planlægning og servicetilpasning

I projektrapporten beskrives en model for servicetilpasning, der rummer fire forskellige tilgange:

  1. Kommunal planlagt servicetilpasning, præget af langsigtet kommunal planlægning og baseret på top-down beslutninger
  2. Kommunal ad hoc tilpasning, hvor servicetilpasningen foretages af kommunen, dog ikke ud fra en langsigtet planlægning, men efter kortsigtede eller pludseligt opståede behov
  3. Lokalt styret servicetilpasning, hvor servicetilpasningen og serviceforsyningen varetages af lokalsamfundet selv, fx ved at oprette lokale friskoler
  4. Lokal-kommunal integration af servicetilpasning, hvor tilpasningen sker på basis af lokal- og civilsamfundenes bidrag, der integreres i en samlet kommunal plan for den fremtidige serviceforsyning

De fire tilgange bruges løbende gennem rapporten som analytisk bagrund for de empiriske eksempler på servicetilpasning.

Hent rapporten

Desuden er projektet formidlet vil bl.a. resultere i et temanummer af Byplan Nyt, der sætter eksempler på flere af servicetilpasningstilgangene.

Læs temanummer af Byplan Nyt 5, 2013

Projektet gennemførtes i 2013-14 i et samarbejde mellem SBI, Aalborg Universitet og Dansk Byplanlaboratorium. Projektet blev finansieret af By-, Bolig og Landdistriktsministeriets pulje for forsknings- og informationsprojekter.

Yderligere informationer kan fås hos direktør Ellen Højgaard Jensen ehj@byplanlab.dk eller projektleder Christian Broen cb@byplanlab.dk