Der skal ryddes op i landsbyer, hvor huse forfalder og bosætningen svigter. Men hvilke huse skal rives ned? Hvilken landsby skal ikke overleve? Det er et fælles problem, som hele landet må bidrage til at løse. Udfordringen bør være en del af kommuneplanen og der skal nye redskaber i værktøjskassen. På den måde vil kommunerne kunne “fjerne” landsbyer eller huse, der ligger uhensigtsmæssigt og derved skabe mere åben natur, herlighedsværdi og attraktion for de huse, der har værdi. Realkreditinstitutterne er relevante samarbejdspartnere. 

At begive sig ind i udkants- eller urbaniseringsdiskussionen i Danmark er desværre at søge øretævernes holdeplads. Diskussionen både fagligt og politisk foregår ved at stå hvert sit sted og råbe, alt i mens både by og land lider under, at intet sker.
Det må og skal være okay, at det nogle steder går bedre end andre. Til gengæld er det en fælles opgave at hjælpe dem, det går mindre godt for. Bare ikke ved at gøre alle lige dårlige, men ved at finde det eller de potentialer de enkelte stedet har og planlægge derefter. Det kræver en fælles indsats på mange niveauer. Når jeg ser Byplan Nyt 3 og læser om “På forkant” projektet og “Lokale projekter med langsigtet effekt”, så ser det ud til at evidensen for, at vi skal en anden vej, så småt er ved at blive bygget op.

Forandringerne skaber nye muligheder
Hvis vi skal videre, må vi gøre op med offerrollen og misundelsen. Vi trænger til at se muligheder i den fortsatte flytning fra land til by. Vi vil fortsat se tomme huse på landet og i landsbyer. Det er et problem, som vi alle bør erkende, uanset om vi bor i byen eller på landet. Det er et økonomisk problem både for den enkelte, der er ramt og for os alle som samfund, fordi vi mister fleksibilitet.

I stedet for at lade tilfældighederne styre, så bør vi se det som en gylden mulighed for at skabe et smukkere land og planlægge derefter. Med planlægning kan dette problem forvandles til en mulighed, der kan bidrage til mere natur, bedre byer og levedygtige små samfund. Det kræver politisk mod i kommunerne og måske også lidt ændringer i planloven. Og så kræver det, at realkreditselskaberne bidrager økonomisk til opgaven ud fra en simpel økonomisk betragtning om, at det vil være billigere for dem på både kort og på lang sigt.

Det burde være en mulighed, at der i bidragssatsen blev indregnet et beløb til nedrivning af udtjente bygninger, ligesom vi f.eks. betaler til stormflod via forsikringen.

For det jo i bund og grund et markedsproblem vi skal rette op på. Når priserne falder, bliver mange boligejere økonomisk stavnsbundet. Samfundet taber også, fordi vi bliver mindre villige til at flytte efter job mv. Grundlæggende har vi altså behov for, at udbud og efterspørgsel efter boliger balancerer måske endda, at der er et lille underskud i forhold til efterspørgslen, som kan sikre, at priserne ikke falder.

Brug bidragssatsen
For mig betyder det, at vi har behov for løbende at kunne nedregulere antallet af boliger på landet og i de små landsbyer. Det er i min interesse, uanset om jeg bor i byen eller på landet, at realkreditten har en sund forretning og ikke for mange tab på usolgte huse. Derfor burde det være en mulighed, at der i bidragssatsen blev indregnet et beløb til nedrivning af udtjente bygninger, ligesom vi f.eks. betaler til stormflod via forsikringen. Indtil nu har det været en statsopgave og skiftende regeringer har løbende afsat midler til nedrivning – men for lidt og for ukoordineret.

Det skal ikke ske ved almindelig salg og køb, men via en form for bytte.

Inddrag realkreditten
Ved at lægge opgaven hos dem, der også skal tjene på det, kunne vi måske få sat det rigtigt op. Ikke nok med at vi skal betale over realkreditten, så må vi også overveje, om folk der bor i huse af ringe stand og dårlig beliggenhed, kan flytte til en bedre bolig på et veldefineret grundlag, hvor det desuden giver bedre mening ud fra et planmæssigt / kommunemæssigt synspunkt. Det skal ikke ske ved almindeligt køb og salg men via en form for bytte. Gevinsten for realkreditten og samfundet skal være, at de dårligste bygninger med den mest uhensigtsmæssige placering forsvinder hurtigere. Hvis vi havde en sådan metode så kunne vi justere udbud og efterspørgsel.

En simpel metode vil være at vurdere hvert hus og landsby i tre kategorier: rød, gul & grøn.

Planlæg for afvikling
Den planmæssige opgave for kommunerne er enkel: Hvilke huse skal rives ned? Hvilken landsby skal ikke overleve? Det burde være en del af kommuneplanen og dermed være til offentlig debat – mindst hvert 4. år.

En simpel metode vil være at vurdere hvert hus og landsby i tre kategorier: rød, gul & grøn.
Grønne huse, som vi vil satse på. Gule huse, som er måske og de røde huse, som er dem vi gerne vil af med. Det kunne betyde, at huse med rød elle gul markering ikke nødvendigvis skulle omfattes af spildevandsplanlægning eller anden lovgivning, men være dømt til nedrivning. Så længe den nuværende ejer bebor huset, bør vedkomne kunne slippe for yderligere udgifter.

Kommunen ville på den måde kunne “fjerne” landsbyer eller huse, der ligger uhensigtsmæssigt og derved skabe større eller mere åben natur uden huse. De kan dermed sikre, at de huse og landsbyer der bliver tilbage, kan fastholde et godt nærmiljø.

Lad os få løst problemet til fælles bedste
Jeg er bevist om, at en sådan metode sandsynligvis i starten vil øge flytningen fra land til by, men på sigt vil et naturligt leje indfinde sig. Gør kommunerne det klogt og modigt, vil det på sigt øge kvaliteten markant af at bo på landet og i landsbyerne, måske endda give tilflytning

Der er ikke sikkert, at dette er de rigtige værktøjer til at løse problemerne, men det er et bud på, hvordan vi kan komme videre. Den nuværende handlingslammelse, der reelt lader stå til, og dermed forslummer vores åbne land og landsbyer samt stavnsbinder borgerne kan ikke fortsætte.

Vi må begynde at tale om, hvordan vi løser denne udfordring – og få skabt mere åben natur, herlighedsværdi og attraktion for de huse, der har værdi.