Jeg ønsker mig et by- og boligministerium i 2019. Regeringen ser fejlagtigt ud til at tro, at markedet løser alle problemer på boligområdet – undtagen i de såkaldte ghettoer. Men der står tomme boliger på landet, og boligpriserne er alt for høje i storbyerne, skriver Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium.
Nytårstalen er skrevet til Politiken Byrum 3. januar
Kære danskere, kære politikere, kære byplanlæggere.
Endnu et år er gået. I planlægningssammenhæng er det et meget kort tidsrum, men bestemt ikke uden betydning – for det, vi gør i år og næste år, kan sætte sig spor langt ind i fremtiden.
2018 blev året, hvor mange kommuner begyndte at arbejde aktivt med boligpolitik. Det er en rigtig god udvikling. Boliger betyder utroligt meget for os, og en spritny undersøgelse fra Realdania viser, at mindst 6 ud af 10 danskere finder boligen væsentlig for deres livskvalitet.
Desværre er der ikke rigtig fokus på boligområdet hos vores nuværende regering. Her synes man at tro på, at markedet løser alle problemer (undtagen i de såkaldte ghettoer). Men det gør markedet desværre ikke. Der står tomme boliger på landet, og der er alt for høje priser i storbyerne. Samtidig er vi flere steder ved at gå på kompromis med vigtige boligkvaliteter.
Planlov uden penge
Noget af det bedste, der skete i året, der gik, var, at der blev sat fokus på landsbyernes fremtid. Jeg havde fornøjelsen af at være med i regeringens landsbyudvalg sammen med en række uhyre spændende og kvalificerede eksperter og interessenter. Heldigvis kom rigtig mange af de 17 anbefalinger, udvalget barslede med, til at handle om planlægning – for det er nødvendigt at planlægge.
Der er brug for en ordentlig oprydning, investeringssikkerhed og gode levevilkår. Vi fik også et krav om strategisk planlægning ind i planloven, men desværre fulgte der ikke penge med – og planer uden aktive redskaber er ikke meget bevendt i yderområderne.
Vi kommer til at tale alvorligt om by- og boligkvalitet
Men hvad vil der mon ske næste år? Jeg tror og håber, at FN’s 17 verdensmål vil få gennemslagskraft i mange af kommuneplanerne – og at byerne i det hele taget vil gå foran, når det drejer sig om bæredygtighed og grøn omstilling. Jeg ser frem til det store C40-møde i København, hvor politikere fra alverdens byer går sammen om at skabe klimavenlige og bæredygtige byer.
Jeg håber, at vi kan få vendt udviklingen og knækket kurven, så vi i fremtiden kommer til at udlede mindre CO2. Og her spiller byudviklingen en central rolle. Men byerne kan ikke stå alene. De bindes sammen af infrastruktur, pendling, ressourcestrømme, landbrug og grønne områder. Og pendlingsafstandene øges stadig. Derfor er der også behov for planlægning i en større skala.
Skrot kampen mellem land og by
Jeg oplever, at mange kommuner samarbejder på tværs og skaber gode resultater, men jeg håber, at der i 2019 kommer endnu mere retning og styrke i samarbejdet. Få kommuner er øer, og alle kommuner er afhængige af hinanden. Jeg tror og håber, at 2019 bliver året, hvor vi får skabt en ny regional bevidsthed.
Retorikken om kampen mellem land og by bør skrottes – i stedet skal vi tale om regionale sammenhænge. Det gælder ikke mindst i hovedstadsområdet, hvor en ny version af Fingerplanen bliver sat til debat i starten af året.
Danmark er kendt for gode boliger og velfungerende byområder. Vi er faktisk verdensberømte for netop det
Det er også vigtigt at få flere nuancer ind i debatten om ghettoer og velfungerende boligområder. Det nytter ikke at blive ved med at symptombehandle gennem nålestik. Vi skal gennem offensiv planlægning sikre bæredygtige byer med social sammenhængskraft. Det kræver, at planerne for de udsatte byområder ses i sammenhæng med den resterende by.
Jeg håber, at 2019 bliver året, hvor vi stopper op og ser kritisk på det boligbyggeri, der buldrer løs i mange af vores byer. Der bliver bygget meget tæt, meget ensartet og meget sterilt. Københavns Kommunes afgående stadsarkitekt Tina Saaby har netop kastet bolden op. Det er godt, og den skal gribes næste år.
Begrædeligt at Slagtergårdene blev revet ned
Vi kommer til at tale alvorligt om by- og boligkvalitet. Og så håber jeg, at vi begynder at tænke kulturmiljøer ind i en bymæssig sammenhæng igen. Det var begrædeligt, at for eksempel Slagtergårdene på Vesterbro blev nedrevet i året, der gik. Det var en af de sidste oprindelige baggårde med produktion og med en spændende kulturhistorie. Vi kommer forhåbentlig frem til igen at se i sammenhænge. Det er det, der giver værdi til besøgende og turister i vores bysamfund. Og det som skaber variation i vores omgivelser.
Alle de ønsker og nybrud, jeg håber at se i det nye år, skal forankres i kommunerne, men kan og bør understøttes af en aktiv statslig politik. Uanset hvordan folketingsvalget falder ud, så ønsker jeg mig et by- og boligministerium, der kan skabe rammer og sætte retning for fremtiden. I øjeblikket er boligpolitikken et lille hjørne af Transportministeriet.
Danmark er kendt for gode boliger og velfungerende byområder. Vi er faktisk verdensberømte for netop det. Men de velfungerende byer er ikke opstået af sig selv. Jeg ved, at det har krævet aktiv by- og boligplanlægning på alle niveauer og gennem en lang årrække. Mit nytårsforsæt vil være at fortælle det til alle dem, jeg møder på min vej i valgåret 2019.
[…] Ellen Højgaard nytårstale […]