På vej imod et stærkt By- og boligministerium
Byplanlaboratoriet har ved forskellige lejligheder foreslået at danne et samlet By- og boligministerium, hvor plan- og boliglove bringes under samme hat. Og nu er det minsandten sket med den rokade af ministeriernes ressortområder, der fandt sted her i januar 2021.
Ganske vist er navnet et andet. Det nye ministerium hedder Indenrigs- og Boligministeriet. Og ganske vist er det erklærede formål med ændringen kun en del af det bredere formål, som Byplanlaboratoriet ser. Det handler ifølge regeringens egne udmeldinger om at ændre balancen mellem by og land, så Danmark alt i alt bliver et mere balanceret og decentraliseret land – efter mange års kraftige centraliseringer på alle niveauer.
Det er jo ikke kun i byerne, men også på tværs af landsdele, at vi trænger til en mindre social opsplitning og ulighed.
Men uanset dette er der også sket en afgørende forbedring af betingelserne for, at staten fremover kan påtage sig en koordinerende rolle for at fremme visionen om blandede og bæredygtige byer med nye boligformer – og også for at styrke det regionale og nationale perspektiv på byudviklingen i Danmark. Det er jo ikke kun i byerne, men også på tværs af landsdele, at vi trænger til en mindre social opsplitning og ulighed.
Lad os kort kaste et blik på historien
Oprindeligt hørte byplanloven faktisk hjemme i Boligministeriet, som i øvrigt var et af de vigtigste ministerier i opbygningen af velfærdssamfundet efter 2. verdenskrig. Det var dengang helt naturligt at se den fysiske planlægning som en overbygning på reguleringen af boligbyggeriet, al den stund at byernes helt dominerende fysiske element jo netop var – og er – boliger.
Planloven blev siden flyttet, til det dengang nyoprettede Miljøministerium, fordi man på dette tidspunkt vurderede, at miljøperspektivet var afgørende, når der skulle afvejes interesser i den fysiske planlægning. I starten blev denne flytning (og modernisering) af planloven opfattet som en styrkelse og modernisering af planlægningen, men placeringen betød samtidig, at kommune- og lokalplanerne fra politisk hold blev opfattet som upopulære benspænd i administrationen af samfundets vækst. Som nogle politikere udtrykte det: ”Planloven bruges alt for ofte til at sige nej – vi skal i højere grad sige ja, når nye tilbud om udvikling melder sig fra virksomheder og private bygherrer”.
En kedelig bivirkning har været, at statens interesse for byernes og regionernes udvikling er faldet betydeligt i de senere år. Det er derfor blevet vores 98 kommuner, der i stadig højere grad konkurrerer med hinanden…
Denne kritik førte til, at planloven foretog en stor kolbøtte, da den i 2015 blev flyttet til Erhvervsministeriet. Nu skulle planlægningen først og fremmest bruges til at fremme den økonomiske vækst i samfundet. Effekten af denne flytning var vel et signal fra staten til kommunerne understøttet af den større kompetence, som kommunerne havde fået få år forinden ved strukturreformen. Men en kedelig bivirkning har været, at statens interesse for byernes og regionernes udvikling er faldet betydeligt i de senere år. Det er derfor blevet vores 98 kommuner, der i stadig højere grad konkurrerer med hinanden om byvækstens fordeling og tiltrækning af de mest ressourcestærke borgere.
Blandede byer og ny boligformer
I dette lys er flytningen af planloven tættere på boliglovgivningen et stort plus. Der er brug for at kunne arbejde meget mere systematisk med bofællesskaber, byggefællesskaber, andelsboliger og andre nye boligformer i den fysiske planlægning, hvis visionen om den blandede by skal realiseres. Og den blandede by er jo netop en af nøglerne til at løse ulighedsproblemerne på boligmarkedet, så familier med almindelige indkomster – politibetjenten og sygeplejersken – igen kan få en god bolig i de større byer.
Vi ønsker held og lykke med dette vigtige projekt, og vi bidrager gerne fra Byplanlaboratoriet.
Et helt konkret eksempel på problemerne ved den hidtidige opsplitning af lovgivningen er kommunernes manglende muligheder for at planlægge for byggefællesskaber. I øjeblikket kan man ikke specifikt dedikere bestemte arealer til disse fællesskaber, da planloven ikke kan regulere boligers ejerforhold (bortset fra reglen om de 25% almene boliger). Oveni dette kommer udbudsreglernes begrænsninger, når kommuner gerne vil sælge kommunale arealer til byggefællesskaber eller andre gode formål.
Mon ikke Kaare Dybvad som ”ministeren for det hele” nu kan finde en god løsning på denne gordiske knude – og samtidig løfte statens engagement i at fremme de blandede og bæredygtige byer og regioner? Vi ønsker held og lykke med dette vigtige projekt, og vi bidrager gerne fra Byplanlaboratoriet.
Se Statsministeriets pressemeddelelse
Læs Ellen Højgaard nytårstale (2019)
Kære Jes
Det lyder som et eventyr, som Pontoppidan skrev. En røvet datter er kommen tilbage, fra tomheden og ligegyldighedens land.
Der er noget håbefuldt i denne familiesammenføring – som din stilfærdige og præcise historiske stregtegning så elegant sammenfatter.
mvh
Rune Stig