Regeringen har for nyligt foreslået, at kommunerne skal have mulighed for at etablere Business Improvement Districts (BIDs) som en forsøgsordning. Regeringen læner sig dermed op ad anbefalingerne fra Partnerskab for levende bymidter og KL.

Men er etableringen af BIDs i Danmark nu også en god ide? Vil BIDs kunne bidrage til at skabe mere levende bymidter? Det korte svar er nej. Jeg mener, at vi har bedre værktøjer, vi skal turde benytte os af.

Hvad er et BID?
Med etableringen af et BID kan der inden for et geografisk afgrænset område opkræves en særlig skat, som bruges til at finansiere ekstra services i form af for eksempel rengøring, sikkerhed, marketing eller fysisk forskønnelse af byrummet. Hvor meget der opkræves, af hvem og hvad pengene bruges til bestemmes af BID’et. På denne måde kan ejendoms- og/eller butiksejere overtage ansvaret for en række services, som traditionelt har været varetaget af den offentlige sektor.

BID-modellen har rødder i en nordamerikansk kontekst og bygger på et neoliberalt rationale om, at den private sektor i højere grad bør deltage i eller overtage opgaver fra den offentlige sektor.

BID-modellen har rødder i en nordamerikansk kontekst og bygger på et neoliberalt rationale om, at den private sektor i højere grad bør deltage i eller overtage opgaver fra den offentlige sektor. BIDs er ofte blevet implementeret i bymidter for at understøtte handelslivet, men der findes også varianter, hvor BIDs er blevet etablereret i forbindelse med byfornyelsesprojekter. Formålet med et BID er typisk at skabe værdistigninger for ejendomsejere og øget omsætning for butiksejere, imens kommuner øjner muligheden for øgede private investeringer og tættere samarbejde med erhvervslivet.

På vej mod BIDs
Diskussionen om BIDs har været længe undervejs. Realdania udgav i 2014 rapporten BID i Danmark? Er business improvement districts en brugbar model for offentligt/privat samarbejde omkring byudvikling i Danmark? Siden er der udgivet flere rapporter, der er blevet etableret et BID-lignende projekt på Kvæsthusmolen og Sankt Annæ Plads i København, og der har været etableret flere netværk, Netværk for privat-offentlige bysamarbejder og Partnerskab for levende Bymidter, der har undersøgt BID-modellen. Der har været lagt meget energi i at rationalisere behovet for BIDs, og måske har man stirret sig lidt blind på BID som den perfekte løsning til at understøtte handelslivet i bymidterne? Men er BIDs nu også en god ide?  

Hvad siger forskningen?
BID-modellen er blevet implementeret meget forskelligt rundt om i verden. Det er derfor vanskeligt at sige noget om, hvorvidt modellen virker. Forskningen er dog overvejende kritisk overfor BID-modellen. BIDs kritiseres for at understøtte en privatisering og kommercialisering af det offentlige rum og for at skabe et shoppingcenter-agtigt handelsmiljø, hvor socialt udsatte og hjemløse ’tvinges’ væk fra bybilledet.

Forskningen peger på, at BIDs kan føre til gentrificering, og der argumenteres for, at BIDs står i stærk kontrast til idealet om, at alle har ret til byen.

Forskningen peger på, at BIDs kan føre til gentrificering, og der argumenteres for, at BIDs står i stærk kontrast til idealet om, at alle har ret til byen. BID-modellen er kontroversiel, fordi den bygger på rationalet om, at nogle samfundsgrupper er mere værd end andre, fordi deres deltagelse i bylivet i højere grad kan kapitaliseres. Det er derfor yderst tvivlsomt, hvorvidt BIDs vil bidrage til at skabe mere levende og mangfoldige bymidter.

Hvorfor er bymidterne udfordret?
Ved gennemlæsning af de danske rapporter om BIDs kan man let få indtrykket, at BID-modellen er en ’mirakelkur’, der kan kickstarte handelslivet i bymidterne – specielt efter flere Corona-lockdowns. Dette er på ingen måde tilfældet. BID-modellen er en organisationsform. Den tilføjer som sådan ikke noget ekstra. I sidste ende er det de lokale private og offentlige aktører, der sammen med civilsamfundet skal få ting til at ske. BID-modellen minder på mange måder om de eksisterende handelsstandsforeninger eller cityforeninger, der er velfungerende i mange danske byer. Etableringen af BIDs vil derfor være som at hælde gammelt vin på nye flasker. Nyt navn – samme aktører.

I BID-modellen tvinges ejendomsejere og/eller butiksejere til at betale en særlig skat (eller kontingent) til BID’et. Hermed kan den såkaldte ’free-rider’-problematik løses, hvor alle ikke bidrager økonomisk til handelsstands- eller cityforeningens arbejde. Men det er vel næppe på grund af free-rider-problematikken, at vores bymidter er udfordret? ’Problemet’, som BID-modellen kan løse, er i det store billede nærmest ubetydelig lille. Så hvorfor spilde kræfterne her?

Men hvad er så problemet?
Flere undersøger fra bl.a. COWI peger på, at handelslivet i bymidterne er truet af internethandel og en planlægning, hvor kommunerne har etableret shoppingcentre eller større aflastningsområder uden for bymidten. Situationen er blevet forværret af den tidligere regerings liberalisering af Planlovens detailhandelsbestemmelser.

Hvad skal vi med aflastningsområderne?
Kommunerne har været hurtige til at udnytte de muligheder, de fik af den forrige regering. Analyser fra bl.a. COWI viser, at der i hvert 4. aflastningsområde er givet mulighed for at etablere en eller flere dagligvarebutikker.
Det er derfor sund fornuft, at regeringen nu foreslår at indføre et 5-årigt stop for udlæg af nye aflastningsområder.

Der er et behov for en tænkepause og en grundig diskussion af aflastningsområdernes planlægningsmæssige berettigelse.

Der er et behov for en tænkepause og en grundig diskussion af aflastningsområdernes planlægningsmæssige berettigelse. Aflastningsområder giver jo kun mening, hvis der er noget at aflaste. Der er derfor også, som regeringen foreslår, et behov for en stærkere strategisk planlægning, som ser bymidterne og aflastningsområderne i en større sammenhæng.

Der er i det hele taget et behov for en større diskussion om, hvilken rolle vores bymidter skal spille i fremtiden. I lockdown-perioderne har vi fået øjnene op for, at vores bymidter også kan danne ramme om ikke-kommercialiseret byliv. Måske kunne dette blive the new normal i stedet for en yderligere kommercialisering af bylivet med BIDs?

1 comment

  1. Avatar
    Danila Lampis 28 juni, 2021 at 12:06 Svar

    Tak for deling det! Jeg synes, det e meget relevant, speciel efter Covid.
    Vi skulle gemmentænke hvad sker i små eller mellemstore byer, hvor bylivet og små forretning skaber identitet, kultur og modstandsdygtighed over for begivenheder som en pandemi.
    Det er mange eksempler I UK og London, som jeg finder rigtigt interessant. By strategier, bruger involvering og tillige faser af placemaking, tilbyder participatorisk og effektiv proces til at stimulere kultur og mikroøkonomi-initiativ.

    Glader mig til at høre og se mere af dette projekter her i Danmark.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *