Altankor i Mjølnerparken
Se den lille video fra Mjølnerparken

Da jeg for nylig opholdt mig på Nørrebro ramte tonerne af ’Hvor skoven dog er frisk og stor’ mine ører, og da jeg kiggede op ad facaden udspillede dette fine lille øjeblik sig. Fællessang fra byens altaner er allerede blevet en corona-klassiker, som har spredt sig viralt med næsten samme hast som selve virussen. Når jeg alligevel fik lyst til at filme og dele oplevelsen, er det fordi filmklippet indfanger tre spørgsmål, jeg aktuelt er optaget af:

Hvordan skabes og ændres de udsatte boligområders image?
For det første viser filmen et andet billede af ghettoen end det vi sædvanligvis møder. Ghettoen? Ja, for her er vi nemlig i Mjølnerparken, hvor en gruppe ældre beboere i corona-tiden har holdt daglig fællessang på deres altaner.
Kriminalitet, bandekrig, tørklædeklædte kvinder og radikaliserede muslimer er ellers som regel motivet i de billeder, vi præsenteres for fra Mjølnerparken. De såkaldte ghetto-områder har et særdeles stærkt brand – blot med negativt fortegn: Alle kender dem og har klare billeder af hvordan der er, også selvom de aldrig selv har været der. For beboerne opleves det negative image som et væsentligt problem, når de skal søge job eller praktikplads – eller blot fortælle nye venner eller studiekammerater, hvor de bor. Nogle flytter af den grund, andre afholder sig fra at flytte ind, og på den måde bliver det negative image selvforstærkende.

… kampen om stedet og dets image udspilles langt fra kun i det fysiske byrum. Det foregår i allerhøjeste grad også i medier, populærkultur og de fortællinger og billeder, vi alle er med til at cirkulere.

Samtidig med fællessangen udspillede sig et andet scenarie: en ung dreng havde fået stjålet sin taske på basketbanen, og boligområdets børn og unge var på den anden ende i jagten på tyven. Det kunne jeg også have fokuseret på, pointen her er ikke at der ikke er sociale problemer, eller at det bare er medierne som er onde, men at kampen om stedet og dets image udspilles langt fra kun i det fysiske byrum. Det foregår i allerhøjeste grad også i medier, populærkultur og de fortællinger og billeder, vi alle er med til at cirkulere.

Hvordan skabes den blandede by – og i hvilken skala skal den blandes?
A prospos kampen om stedet, så indfanger filmklippet også en anden men beslægtet og meget aktuel problematik: På en af altanerne ses et hvidt banner, hvorpå der står ”Vores hjem er ikke til salg”.
Som led i udviklingsplanen for Mjølnerparken sættes de to midterste af områdets 4 karreer nemlig nu til salg. Til stor ærgrelse for mange af beboerne – hvoraf nogle har anlagt sag mod Boligministeriet.
Blandt de beboere, som skal flytte, er de 18 beboere i Mjølnerparkens senior-bofællesskab. Det er dem, der synger kuk-kuk fallera sammen på altanerne, men det er også dem, der arrangerer gymnastik for ældre i fælleshuset og dimittend-fester for områdets unge, når de har gennemført en uddannelse.

Bofællesskaber kan nemlig tiltrække socialt engagerede beboere, som er mindre kræsne med stedets beliggenhed, fordi de har hinanden.


Senior-bofællesskabet udgør en lille ghetto i ghettoen om man vil, men er samtidig et eksempel på, hvordan man måske kan skabe en mere blandet beboersammensætning i de udsatte boligområder. Bofællesskaber kan nemlig tiltrække socialt engagerede beboere, som er mindre kræsne med stedets beliggenhed, fordi de har hinanden. På den måde er det ikke sikkert, at byen bedst blandes helt ned i den enkelte opgang, nogle gange er der måske brug for lidt større klumper af ligesindede? Paradoksalt nok er det netop i bestræbelserne på at skabe blandet by, at seniorfællesskabet nu skal rykke ud. Det er langt fra givet, at beboerne i de nye private boliger, der kommer i stedet, vil arrangere fællessang, ældregymnastik og dimittendfest.

Hvad betyder altaner for byens sociale liv – og har corona sat varige spor deri?
Endelig peger filmklippet på det konkrete byggede miljø, hvorfra fællessangen udspiller sig: altanerne!
Gennem de sidste årtier har vi vænnet os til, at folk flytter til byerne og bliver boende i dem, samtidig med at byboere i stigende grad vil have deres eget private uderum. Så mens byerne fortættes, popper altanerne op på facader i rigt mål mod både gården og gaden.
Disse udposninger af privat rum æder af det offentlige rum og ødelægger både arkitekturen og fællesskabet, siger nogen. For hvis folk bliver på altanen og hygger med deres egen webergrill i stedet for at møde deres nabo i gården eller parken, bliver det jo hvad Søren Ulrik Thomsen har beskrevet som”parcelhus på højkant”!

Måske skulle vi altid tænke vores facader og altaner som en slags fælleslokaler på højkant – hvordan ville det mon influere på design, organisering og brug?


Men så kom corona og lærte os at være sammen hver for sig. Og altanklædte facader viste sig pludselig at være glimrende lodrette fælleslokaler, der kunne leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger om frisk luft og behørig afstand. Endog med mere krop og IRL kontakt end hvad de sociale medier kan levere. Måske skulle vi altid tænke vores facader og altaner som en slags fælleslokaler på højkant – hvordan ville det mon influere på design, organisering og brug?
Spørgsmålet er selvfølgelig samtidig, om fællessang og ’sammen hver for sig’ blot var en lille parentes, som allerede er ved at være afsluttet, nu hvor samfundet åbner op, og hverdagen ikke længere er sat på pause.
Vil urbanisering og byfortætning buldre videre, eller vil folk rykke ud af byen, arbejde hjemmefra online, forsage fælleslokaler, opgange og gårdrum og for alvor være hver for sig?
Det er endnu for tidligt at sige, men i den kommende tid vil jeg og mine kolleger kigge nærmere på, hvordan altanerne påvirker byens sociale liv, og hvilke spor corona-tiden måtte have sat i byens lodrette fælleslokaler.

2 comments

  1. Avatar
    Charlotte Tølbøl Henckel 20 juni, 2020 at 19:37 Svar

    Kære Marie
    Jeg ved ikke om du mindes min formulering af indhold til en af semesteropgaverne på Masteruddannelsen i Strategisk Byplanlægning, i perioden 2016-2018,
    hvor vi havde fornøjelsen af at have dig som oplægsholder. Jeg havde som bygningsarkitekt en bekymring for de mange altaner, som skød op, særligt i Københavns ældre bygningsmasse, uden hensyntagen til bygningernes arkitektoniske udtryk, rytme og stilart.
    Du fandt emnet interessant, men på det tidspunkt vist mest fordi de kunne fjerne fundamentet fra det velfungerende fællesskab i de renoverede gårde.
    Nu har tonen fået en anden lyd – efter Coronakrisen, og jeg er helt enig – de har nu vist sig at kunne fastholde fællesskabet på afstand.
    Men problemet er der fortsat – altanerne sættes op uden væsentlig hensyntagen til bygningen, hvorpå de fastgøres.
    Måske der kan findes en løsning, hvor altanen bydes velkommen, men hvor der stilles strengere krav til design, udtryk og ikke mindst antal, så der tages hensyn til helhedsindtrykket af bygning, gård og gade.
    Her er lokalplaner med særlige bestemmelser og krav til dette meget vigtige fremadrettet.
    For fællessangen skal jo gerne fortsætte.

  2. Marie Stender
    Marie Stender 24 juni, 2020 at 14:32 Svar

    Hej Charlotte, tak for kommentar – jo jeg husker godt diskussionen, og er enig: Det er supervigtigt at sætte fokus på, hvordan de nye altaner kan tilpasses de eksisterende bygningers arkitektur, bygningsarv mv. I vores aktuelle forskningsprojekt har vi dog primært fokus på de sociale aspekter af altanerne: hvad betyder de for naboskab, fællesskab, og for livet i gården og gaden? Ideen om altanerne som en slags lodret fælleslokale er på sin vis utopisk, for mange altanejere betragter dem snarere som en forlængelse af deres dagligstue – en lille privat lomme, hvor de kan trække sig tilbage fra fællesskabet og sidde i fred og nyde udsigten over byen eller gården. Helst uden forstyrrende naboer tæt på. Alligevel kan fællesskabet pludselig ind i mellem aktiveres – mest direkte f.eks. i forbindelse med corona – men også mere indirekte ved at altanerne trækker livet ud på facaden og på godt og ondt bringer beboerne tættere på hinanden. Det kan både føre til kontakt og kendskab, men også til subtile forhandlinger og ophedede konflikter, om hvorvidt man må larme, ryge, rode, hænge vasketøj og kulørte lamper op. Der sker interessante forskydninger i grænserne mellem offentligt og privat disse år – og ligesom teknologien (SoME, mobiltelefoner mv) er vores arkitektur og byggede omgivelser i høj grad medskaber af de forandringer!

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *