I Danmark bryster vi os af vores ”Liveable Cities”, men vi kan blive endnu bedre til at sætte fokus på, hvordan vi egentlig skaber livskvalitet for de mennesker der bor i byen, og hvordan det byggede miljø kan understøtte det sociale liv.

I Danmark er vi verdensmestre i lykke og liveabily – København har i flere år ligget i toppen af diverse ranglister over liveable byer, vores arkitekturpolitik hedder ”arkitektur for mennesker”, vi rådgiver andre byer om ”cities for people” og bryster os af vores demokratiske og menneskevenlige tilgang til arkitektur og byplanlægning. Men når det svært oversættelige ’liveability’ kommer på tale – som det i stigende grad gør i disse år – må vi altid spørge: liveable for hvem? For mens farverige pladser, nye cykelbroer og blomstrende fortovshaver de senere år har gjort byen mere blød og børnevenlig, er der i samme periode blevet længere mellem de billige boliger og kortere mellem de hjemløse, som kryber sammen i soveposen under broer, på bænke og stationer. For dem synes byen nok fortsat hård og afvisende, og i mange nye byområder behøver man heller ikke at være hjemløs for at føle sig som Palle alene i AutoCAD.

“På arkitekternes renderinger er der typisk menneskemylder, så det ligner en sommerdag i Nyhavn, bare uden fulde mænd.”

Arkitekternes idealbilleder
Det aktuelle fokus på byliv har sat mennesker over mursten på planlægningens dagsorden, og det er et vigtigt første skridt, men der er stadig fare for at forme byens rum til et kønsløst middelmenneske. Eller nok rettere: en middelklasseborger med cirka samme præferencer som os selv. På arkitekternes renderinger er der typisk menneskemylder, så det ligner en sommerdag i Nyhavn, bare uden fulde mænd. Og det er uanset om billedet skildrer fremtidsscenariet for et udsat boligområde i Esbjerg eller en forstad på Falster. De portrætterede mennesker er næsten altid unge, slanke, glade og lyse i huden. De er aldrig på arbejde, men sidder derimod på cafe eller sejler i kajak mens deres børn leger med fiskenet – ingen ipads her! Renderingernes utopiske billede er problematisk, ikke alene fordi det er urealistisk, men fordi det vidner om en noget snæver forståelse af, hvem der skal befolke stederne og hvilke liv, der kan leves her. Som en deltager i Lejerbo’s nyligt afholdte workshop om social bæredygtighed påpegede, kan det som beboer i et alment boligområde være svært at genkende sig selv i de glittede renderinger. Det giver berettigede bekymringer om, at ikke bare bygningsmassen, men også beboermassen skal saneres.

“Men når bylivsscenariernes café-hipsters og lutter lykkelige børnefamilier på ladcykler bliver ’copy-pastet’ ind i ethvert projekt landet over, er der grund til at være på vagt.”

Visioner og virkelighed
Selvfølgelig skal vi turde drømme og lave vilde og utopiske fremtidsscenarier for vores boligområder og byer. Men når bylivsscenariernes café-hipsters og lutter lykkelige børnefamilier på ladcykler bliver ’copy-pastet’ ind i ethvert projekt landet over, er der grund til at være på vagt: Er byliv i den aktuelle diskurs blot en eufemisme for vækst? I hvert fald bliver byliv ofte noget kvantitativt frem for noget kvalitativt. Københavns Kommune har eksempelvis med de bedste intentioner indført et årligt bylivsregnskab, hvor de optæller hvor mange, der færdes på gader og pladser, for stolt at kunne fremvise de støt stigende grafer. Men er det partout godt, at flere går på gaden, hvis det eksempelvis bare er fordi, de ikke har råd til at tage bussen, kunne man fristes til at spørge? Offentlig transport er så dyr i Hovedstaden, at det ikke er et helt urealistisk scenarie, skulle jeg hilse at sige. Selvom det er mere besværligt, at tale med mennesker end at tælle dem, må det være første skridt til at forstå – og derpå formgive – de steder og byrum, hvor de færdes.

Lyt til de lokale fortællinger
Hvis vi vil skabe levende og liveable steder – også selvom de ikke er fyldt med mennesker hele tiden – er vi simpelthen nødt til at interessere os for de lokale fortællinger og oplevelser af stedet; for hvordan forskellige grupper bruger det, og hvordan de lever og interagerer med hinanden. Det gode byrum bør vel ikke bare måles på, om der er stadigt flere, der går igennem det, men derimod på i hvilken udstrækning det kan rumme både den hjemløse og mødregrupperne på Vesterbro, både surferne og fiskerne i Klitmøller, eller både flygtningene og pensionisterne i Jelling.

 

2 comments

  1. Avatar
    Charlotte Henckel 23 maj, 2017 at 10:09 Svar

    Kære Marie
    Altid en fornøjelse at læse og høre dine betragtninger med et tvist af ironi……….og sandhed !
    Nærmest samtlige byer vil ifølge deres Arkitekturpolitikken og Kommuneplan levere “liveability” – og ikke kun i DK. Visioner er gode og vigtige – men du har ret man skal kende det lokale behov og fortællingerne for hvert enkelt sted. Der laves mange gode brugerundersøgelser af dygtige engagerede fagfolk, men arbejdet strander ofte ved drømmene af de smukke “levende” illustrationer. Virkeligheden er som du skriver ofte en anden.
    Det interessante er, at det også handler om brugernes lyst til at tilpasse sig og ændre adfærd og se muligheder i nye “liveable” rammer……

  2. Avatar
    John Pløger 24 maj, 2017 at 10:23 Svar

    ‘Liveability’ er jo fornemt beskrevet i Gemeionschafts notat ‘Bytopia’ og her finnes det også forslag til hvordan man kortlægge steder ‘liveability’ (inklusiv ‘fortællingerne’). Der er i min mening dog to forhold der må med i billedet og hele tiden arbejdes: Performativ urbanisme og urbanitet.

    ‘Performativ urbanisme’ er en erkendelse af at steders funktionalitet ikke kun ligger i designet og funksjonaliteten, men at det er foranderlige kræfter fordi det er et spørgsmål om stedet betydning og mening.

    ‘Urbanitet’ handler ikke om livsformer, men ‘sansen for bylivet’, hvordan man befinder sig i bylivet, følelsen af atmosfærer, flaneringen og rummene til den bymessige oplevelse. Det er ‘den vitale by’.

    Vi mangler i Skandinavien sansen for ‘vitalismen’ og dens udfoldelse i gaden og byrummet. Vi kan styrke byernes interesse i ‘forandringen’ og udvikle vores ‘forandringskapacitet.

    Dette er ikke (alene) ‘lokalisme’, men ‘det fremmede i det kendte’. ‘Brugerens lyst’ til at ændre adfærd er der, det er mangelen på udfoldelsesrum til at skabe forandringer som mangler. Temporære byrum er en mulighed her, men det kræver byerne ser dem som et incentiv og ikke kun investerings-objekter.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *