EnglishKontakt

Vedr. forslag til ændring af bygningsfredningslov

Lov om de regionale, faglige kulturmiljøråd, lov om planlægning mv.

26.03.2001
Miljø- og Energiministeriet har udsendt et forslag til høring med henblik på at styrke indsatsen for kulturmiljøet. Hovedintentionen er at styrke de regionale, faglige kulturmiljøråd og at styrke kommunernes bygningsbevaringsarbejde.

Dansk Byplanlaboratorium kan fuldt ud støtte de intentioner, der ligger bag lovforslagene. En styrkelse af kulturmiljøet i planlægningen kan være medvirkende til at sikre kvaliteten af byudviklingen generelt.

Byplanlaboratoriet kan dog være i tvivl om, hvorvidt de foreslåede lovændringer er tilstrækkelige.

For det første er det spørgsmålet om lovændringerne indebærer en reel styrkelse af de regionale, faglige kulurmiljøråd. Den brede decentrale bevaringsindsats fordrer et decentralt fagligt modspil til planlægningsmyndighederne. Det er spørgsmålet om alene rettigheden til at blive hørt sikrer et sådan fagligt decentralt modspil.

For det andet kan det frygtes, at i og med, at hjemmelen for ministeren til at forpligte kommunerne til at indarbejde bevaringsbestemmelser i kommuneplanerne, alene gælder kommuner, hvor der er udarbejdet kommuneatlas, vil betyde, at der i realiteten ikke udarbejdes flere kommuneatlas. Konsekvenserne heraf kan - sat på spidsen - blive, at de bevaringsværdige bygninger og miljøer af lokal og regional betydning, som findes i kommuner uden kommuneatlas opgives.

For det tredje er det Byplanlaboratoriets opfattelse, at den sparsomme brug af kommuneplaner og lokalplaner i bevaringsøjemed i høj grad skyldes manglende motivation hos kommunerne. Byplanlaboratoriet kan ikke afvise, at der er behov for at give ministeren bedre muligheder for at tvinge kommunerne til at vurdere bevaringsbehov i forbindelse med kommune- og lokalplanlægning. Omvendt må det ikke undervurderes, at det i høj grad er motivation og incitamenter i bredere forstand hos den enkelte ejendomsejer, hos kommunerne og i befolkningen generelt, som på længere sigt kan bevare det lokale kulturmiljø.

Der skal i det følgende knyttes en række uddybende bemærkninger til ovenstående:

For at styrke de regionale faglige kulturmiljøråd vil det være nødvendigt at styrke deres sekretariatsmæssige betjening. Dels for at kunne forberede rådenes høringssvar, dels for at kunne støtte rådene til at blive mere synlige i den offentlige debat. Det er i den forbindelse vigtigt, at sekretariaterne er uafhængige af de amtslige og kommunale forvaltninger.

Forslaget om at styrke rådene med et medlem med særlig arkitektonisk og bygningsmæssig indsigt kan støttes. Det er efter Byplanlaboratoriets opfattelse også vigtigt, at rådene fagligt styrkes for så vidt angår kulturgeografiske og landskabelige forhold.

Det er vigtigt, at bevaringsværdige bygninger og miljøer i videst muligt omfang optages i kommuneplanerne, og at lokalplaninstrumentet bruges i den brede bevaringsindsats.

I den forbindelse er det vigtigt, at der tages hånd om landsbyerne og bebyggelsen i det åbne land. Det er Byplanlaboratoriets indtryk, at en betydelig del af landbebyggelsen, som er så karakteristisk for det danske landskab, vil forsvinde i løbet af ganske få år, hvis der ikke gøres en ganske særlig både central og decentral indsats nu.

Nævnt i flæng vil opfølgning af regionplanernes kulturmiljøudpegning, udpegning af lokale kulturmiljøer, udvikling af kommuneatlas for landligt prægede kommuner mv. være nødvendigt. Dette skal suppleres med en informationsindsats mv., som kan understøtte den lokale interesse for at bevare kulturmiljøer.

Endelig skal Byplanlaboratoriet pege på, at videreudvikling af planlægningsmetoder herunder udvikling af kommuneatlas til fremadrettede værktøjer i den samlede kulturmiljøplanlægning vil være nødvendigt for at kunne virkeliggøre målet om den brede decentrale bevaringsindsats overfor kulturmiljøet.

Samtidigt skal der peges på, at det er en forudsætning, at den brede indsats rent faktisk fungerer før at den centrale fredning kan "smalles" yderligere.

Med venlig hilsen
Ole Damsgård, direktør