Herlev

Planstrategien som indholdsfortegnelse for kommuneplan

2009

I Herlev kommune valgte man at lade kommuneplanen og planstrategien ligne hinanden i opbygning. På den måde kom planstrategien til at fungere som en ’indholdsfortegnelse’ for kommuneplanen, og der blev skabt en meget klar sammenhæng imellem plan og strategi.

Organiseringen af arbejdet med planstrategi og kommuneplanen var dog alligevel forskellig. Begge processer var godt nok forankrede i planafdelingen, men ved udarbejdelsen af planstrategien blev de andre forvaltninger ikke involveret i samme grad, som det var tilfældet med kommuneplanen, hvor direktionen også fungerede som styregruppe. Derudover var det kun de fysisk relaterede initiativer, der blev ført direkte videre fra planstrategi til kommuneplan, imens ansvaret for de emner, der ikke har en fysisk dimension – fx inden for sundhed – blev lagt over i den enkelte fagforvaltning. Dette viste sig at være lidt af en udfordring, da det var svært at finde ressourcer til at tilføje emner til kommuneplanen, der ikke allerede var behandlet i planstrategien.

Udfordringerne til trods har den næsten identiske opbygning af planstrategi og kommuneplan har gjort det let at videreføre målsætningerne fra planstrategien til kommuneplanen. På den måde har kommunen sikret, at planlægningen blev stringent, overskuelig og struktureret, hvilket har været til glæde for alle parter. Det er klart en formidlingsmæssig fordel, fordi borgere, politikere og embedsfolk stort set kan se ændringer i et 1-til-1 forhold.

Den ensartede opbygning gør det desuden lettere at arbejde på tværs af forvaltningerne og medarbejdergrupper. Opsætningen skaber genkendelighed, og den enkelte medarbejder behøver ikke nødvendigvis at læse hele planstrategien for at udarbejde en lille del af kommuneplanen.

En ulempe ved denne måde at strukturere planstrategi og kommuneplan er dog, at man skal forklare sig, hvis man bryder strukturen, og det kan være nødvendigt, hvis man ikke har tænkt det tilstrækkeligt igennem, eller hvis der opstår et uventet behov.

Læs mere om Herlevs kommuneplan