Jammerbugt

Kommuneplanen blev gift med budgettet

2009

I Jammerbugt kommune lod man i 2008-2009 kommuneplanen blive ’gift med budgettet’, og gav dem den samme opbygning. Hovedstrukturen i kommuneplanen tog ganske enkelt udgangspunkt i budgettets hovedoverskrifter. Dette gjorde det meget let at sammenholde kommuneplan og budget, og man sikrede derved en større grad af økonomisk kontrol og overblik over planlægningen.

De mere visionsprægede formuleringer for kommunens udvikling lod man indgå i planstrategien, der bl.a. pegede på kommunen som et godt sted at leve, den smukke natur og behovet for højere uddannelsesniveau, da disse var svære at passe ind i den i sagens natur meget sektoropdelte kommuneplan.

En vigtig læring for kommunen var, at det er vigtigt at være opmærksom på, at man hele tiden kan justere i planen, når der er så tæt sammenhæng til budgettet. I Jammerbugt Kommune fungerede planen som et årshjul, hvor man hele tiden kunne tjekke op på, hvor man var i planprocessen ift. budgettet. Planens signaler om realisering af mål skal kunne justeres i takt med at budgettet justeres, så planens indhold er aktuelt og i overensstemmelse med de enkelte udvalgs seneste beslutninger om rammerne for at realisere kommunalbestyrelsens mål.

Læs Mere om Jammerbugtens kommuneplan