Faaborg-Midtfyn

Fra 50 til 2 målgrupper

2009

Det er vigtigt tidligt i planarbejdet at identificere den målgruppe man kommunikerer til og med. Faaborg-Midtfyn nåede på baggrund af en diskussion i et plan09-fora op på ca. 50 målgrupper for kommuneplanen. Alt fra kommunalpolitikere over planlæggere til landsinspektører og husejere. En næsten uudtømmelig liste af interesser, vidensniveauer, informationsbehov, relevanskriterier, holdninger osv.

Den store mængde af målgrupper var imidlertid svær at anvende i det praktiske arbejde. Det var for uoverskueligt og komplekst. Man valgte at adskille målgrupperne ved de mest gennemgående karakteristika: Vidensniveau og informationsbehov. Det gav en større anvendelighed og en bedre kommunikeret kommuneplan.

I stedet for 50 målgrupper havde man nu to. Den ene var fagfolk og den anden lægfolk. Fagfolk er kendetegnet ved at have en stor viden om kommuneplanlægning og kommunale processer, ligesom de kender langt de fleste fagbegreber.

Lægfolk ved derimod meget lidt om kommuneplanen og ved ikke nødvendigvis hvad de forskellige zoner dækker over. Lægfolkene har heller ikke behov for en ligeså stor grad af detailviden som fagfolkene.

Den enkle målgruppedefinition gjorde det lettere for planlæggerne at formidle kommuneplanen, og det gav i sidste ende en mere forståelig plan for både lægfolk og fagfolk.

Læs mere om Faaborg-Midtfyns kommuneplan