Faaborg-Midtfyn

Send planlæggerne på skolebænken

2009

Planlæggerne i Faaborg-Midtfyn ved godt, at det er noget helt særligt at skrive til nettet. De ved hvordan brugerne læser på nettet, hvor på siden oplysninger skal stå og hvordan de tilpasser og udformer tekster til nettet. Det ved de, fordi de har været på kursus i at skrive til nettet.

I den fynske kommune havde politikerne besluttet, at de ville have en brugervenlig og borgervenlig kommuneplan på internettet. Derfor var det nødvendigt at indføre de rette personer i webmediet. Det blev konkret til et kursus i at skrive på nettet for alle de medarbejdere, der skulle være med til at skrive kommuneplanens tekst.

Kommunens ansvarshavende webredaktør vidste intet om kommuneplaner, men en masse om at skrive journalistisk og hvordan man skriver til webmediet. Kurset var en aha-oplevelse for planlæggerne, da det gik op for dem, hvor indforstået de ofte skrev. Planlæggerne lærte bl.a., at der er stor forskel på fagfolk og lægfolk, at afveje det faglige sprog op mod læsevenlighed, samt at webbrugere læser mindre og skimmer mere, end læsere gør på papir. Det sidste medførte en reduktion af planens omfang.

I Faaborg-Midtfyn Kommune var det en stor succes at sende planlæggerne på skolebænken. Det gav en mere forståelig og borgervenlig kommuneplan, og der er ingen tvivl om, at man vil gøre brug af webkurser til planlæggere en anden gang.

Læs mere om Faaborg-Midtfyns kommuneplan