Dragør

Vælg få temaer

2009

I Dragør Kommune valgte man at begrænse sig til to hovedtemaer i kommuneplanen, som til gengæld fik fuldt fokus: Det åbne land og klimatilpasning. Det åbne land var et oplagt emne, da Dragør er en af de eneste kommuner i hovedstadsområdet med store arealer i det åbne land. Klimatilpasningen hænger som emne tæt sammen med planlægningen i det åbne land, da en stor del af de problemer, der knytter sig til en stigende vandstand, viser sig udenfor byområdet i de lavtliggende landskaber som Sydamager.

Ved kun at vælge to temaer kunne kommunen fokusere på at formidle en klar fortælling, nemlig fortællingen om det dragørske landskab. Kommuneplanen kunne således fortælle borgerne historien om Dragør på en nærværende og vedkommende måde. Dette har givet en interessant plan, som folk har lyst til at læse - og den slags giver politisk ejerskab og engagement!

Udfordringen ved det stramme emnefokus i kommuneplanen var at sikre sig, at alle relevante emner alligevel blev dækket ind, samtidig med at man indarbejdede klimaperspektivet meget bredt i kommuneplanen, hvilket lykkedes langt hen ad vejen. Som udgangspunkt for arbejdet med klima blev der udarbejdet en lokal klimastrategi og en mere langsigtet ”blå-grøn landskabsplan”, hvor ”mere vand i landskabet” gøres til et positivt landskabsperspektiv. Og som opfølgning tænker man nu eksempelvis klima ind i rådgivning i byggesager, da store dele af kommunen ligger lavt og potentielt kan være i risiko for at blive oversvømmet. Men netop fordi planens hovedsigte var at håndtere det åbne land og klimaspørgsmål, blev det uvægerligt disse emner, der blev prioriteret frem for emner i den mindre tekniske del af administrationen, som f.eks. kulturelle forhold og skolepolitiske emner. Dette er dog en mindre pris at betale for en sammenhængende kommuneplan, som folk har lyst til at læse!

En vigtig erfaring kommunen gjorde sig var, at klimavinklen og dens tværfaglige karakter er hensigtsmæssig at håndtere i kommuneplanprocessen.

Læs mere om Dragørs kommuneplan