Trekantområdet

Området styrket gennem tværkommunalt samarbejde

I Trekantområdet har man haft stor glæde af et tværkommunalt samarbejde, der har givet et stærkt fælles talerør for hele området.

2009

Trekantområdet består af seks kommuner, som i samarbejde har udarbejdet en fælles planstrategi og en fælles kommuneplan, der omfatter hovedstruktur og retningslinjer. Hver enkelt kommune har selv udarbejdet rammer for lokalplanlægningen (rammedelen). Kommunerne etablerede en projektgruppe med en planlægger fra hver kommune. Denne tværkommunale projektgruppe havde så tilknyttet en hel række arbejdsgrupper med medlemmer fra de forskellige kommuner.

Arbejdsgrupperne havde forskellige emner som f. eks. det åbne land, infrastruktur, trafik, kultur og turisme. Derudover var der en teknisk gruppe, der arbejdede med digitale kort. Denne bredt funderede organisering, hvor projektgruppen koordinerede det hele til sidst, var en stor succes. Udover at sikre sammenhæng i hovedstruktur og retningslinjer, skabte man også et fælles talerør for området f. eks. i forhold til statslige myndigheder og andre projekter, hvor man som Trekantområde står stærkere, end som de seks kommuner hver for sig. Det ses bl.a. konkret i et samarbejde om byudvikling i Østjylland og omkring udvidelse af motorvejen, hvor man også har stået sammen. Trekantsamarbejdet giver også et meget stort fagligt forum med planlæggere fra seks kommuner og et godt netværk til den faglige debat – både nu og i fremtiden.

Erfaringerne fra det tværkommunale samarbejde går bl.a. på vigtigheden af at skabe ejerskab helt ud i alle led. Dette kan være vanskeligt, fordi planen som følge af det brede samarbejde let kan komme til at være på et ret overordnet niveau, ligesom ejerskabet og forankringen tilbage til de enkelte kommuner typisk foregik via de personer, som lige havde deltaget, hvilket gør kommunikationen tilbage i systemet vanskelig. Herudover vil man fremover bruge flere ressourcer på at koordinere samarbejdet – eksempelvis i form af møder – når så mange forskellige skal involveres. De mange ressourcer, der bruges på koordinering kan dog på den anden side komme til at betyde mindre tid til faglig udvikling og nye ideer, så det er hele tiden et afvejningsspørgsmål.

Læs mere om Trekantsområdets kommuneplan