Randers

Pressen kan være med til skabe debat

2009

I Randers har man brugt pressen aktivt til at skabe opmærksomhed og diskussion om kommuneplanen. Kommunikationen om kommuneplanen blev skudt i gang med et mere generelt indslag i TV2 Østjylland med fokus på ”Spillet om Randers”, hvorefter kommunen forsøgte at skabe debat om planen. Man har fx brugt pressen til at fortælle om de begrænsninger, man var underlagt og til at udfordre borgerne på udvalgte områder fx at starte en diskussion om alternative boformer til de populære parcelhuse.

Det, der skabte mest opmærksomhed, var uden tvivl ”Spillet om Randers”, der er tiltænkt både politikere og borgere. Målet med spillet var bl.a. at skabe opmærksomhed omkring kommuneplanen bredt gennem pressen, men også at give politikere og borgere lejlighed til at ”lege planlæggere”. Selve spillepladen var en tæppebelægning på 20 x 20 meter. Både byrådet og borgerpanelet har spillet hver for sig i ca. 3 timer hver. Spillet formåede at forklare noget meget kompliceret rimelig simpelt, og derfor kunne pressen se den gode historie.

De øvrige historier Randers Kommune fik bragt var mere fokuserede på enkeltbudskaber. Gennem pressemeddelelser og journalistkontakt har Randers fx forsøgt at starte en debat om, hvad der skal til for at gøre tættere bebyggelse acceptabelt.

Randers har brugt de traditionelle kommunikationskanaler til at fortælle interessante og konkrete historier om kommuneplanen. Strategien har været at gøre de politiske debatter interessante ved at tage forholdsvis kontroversielle debatter. Det er ikke muligt at starte politiske debatter om spørgsmål, alle er enige om. Det handler derfor om at finde potentielle konflikter og få startet en konstruktiv debat om løsningen af dem.

Byrådet i Randers har en vision om, at kommunen skal være 100.000 borgere i 2016, og det stiller unægtelig kommunen i nogle dilemmaer, der er værd at diskutere. Det er ikke muligt blot at udbygge med parcelhuse, og derfor bliver man nødt til at diskutere tættere bebyggelse.

Læs mere om Randers kommuneplan