Odder

En pixiudgave er en god debatskaber

2009

I Odder Kommune blev en pixiudgave om kommuneplanforslaget brugt til at skabe debat.

Pixiudgaven beskrev på 8 A4-sider – i få ord og med mange illustrationer – de forslag til ændringer, der var stillet i kommuneplanforslaget. Desuden blev kommuneplanen i pixiudgaven konkretiseret via eksempler på allerede gennemførte og planlagte projekter. Projekter som følger op på visionerne i kommuneplanen. Bagsiden af pixiudgaven var reserveret 3 – for politikerne – centrale spørgsmål i planlægningen.

Pixiudgaven blev trykt i 500 eksemplarer og sendt til udvalgte deltagere i kommuneplandebatten. F.eks. grundejerforeninger, naturfredningsforening og landbrugsforeninger.

Pixiudgaven blev herudover uddelt i forbindelse med de 3 offentlige møder, som Odder Kommune holdt om kommuneplanforslaget. I den forbindelse var pixiudgaven medvirkende til at holde debatten på sporet og ikke mindst på det overordnede plan.

Pixiudgaven kvalificerede debatten og gav overblik ved at stille skarpt på ændringsforslagene. Dermed behøvede politikere, borgere og organisationer ikke læse hele kommuneplanen. Det var til stor tilfredshed for alle. På flere af de offentlige møder fik Odder Kommune ros for med pixiudgaven at sætte fokus på, hvad der var til debat.

Odder Kommune har haft rigtig gode erfaringer med at bruge en pixiudgave af kommuneplanforslaget. En model, som Odder med sikkerhed vil benytte en anden gang og måske også i andre sammenhænge.

Gode råd fra Odder Kommune:

1. Vær kort og præcis: Brug få og letforståelige ord.
2. Fortæl i billeder: Gode illustrationer siger ofte meget mere end ord.
3. Gør det enkelt: Udtryk kompliceret stof enkelt.
4. Giv eksempler: Konkretiser planen – vis hvordan visionerne udføres i praksis
Læs mere om Odders kommuneplan