Skanderborg

Journalist skrev hele kommuneplanen igennem

2009

Skanderborg Kommune valgte at lade en journalist skrive hele kommuneplanen 2009 igennem, så den blev forståelig for alle borgere uanset viden om kommuneplanlægning.

Kommuneplanen 2009 blev i første omgang skrevet af fagfolk, der havde en stor viden planarbejdet og et stort fagligt ordforråd. Teksterne bar selvfølgelig præg af, at de var skrevet af mennesker der har arbejdet professionelt med kommuneplanlægning. De var oftest meget indforståede, komplicerede og svære at forstå for lægfolk. Derfor valgte kommunen at lade en journalist gennemskrive hele planen fra A til Z.

Det var selvfølgelig et stort arbejde, men det har sikret, at det er blevet en forståelig plan for alle. Undervejs i processen har enkelte planlæggere ment, at sproget blev for simpelt og uden nuancer. Men både politikerne og borgerne har rost den gode og klare formidling, og de har særligt fremhævet planens overskuelighed og forståelighed.

Det er vigtigt med en forståelig plan, da det er en forudsætning for både intern og ekstern opbakning. Hvis politikere og borgere ikke forstår planen, vil de ikke bakke den op, og hvis embedsmændene ikke forstår den, kan de ikke administrere efter den.

Skanderborg Kommune har fået så god feedback på den journalistiske gennemskrivning af kommuneplanen, at de allerede har besluttet at gentage succesen næste gang.

Læs mere om Skanderborgs kommuneplan 09