Spot på lokalplanlægning!

Spot på lokalplanlægning!

Mange unge medarbejdere bliver kastet ud i at lave lokalplaner, og skal lære at håndtere interessenter, paragraffer og den politiske agenda. Men hvad er sjovt og hvad er udfordrende ved at arbejde med lokalplaner? Arkitekt MAA, byplanlægger Magnus Haahr Nielsen, Roskilde Kommune, er én af de unge kommunale planlæggere.

Hvad er sjovt ved at lave lokalplaner?
”For mig er det den samlede proces, der munder ud i lokalplanen, der er det virkelige interessante. Hvordan vi som kommune kan indgå i en tæt dialog og forhandling med projektudviklerne og deres rådgivere for at sikre en høj kvalitet i de enkelte projekter. Jeg synes særligt, at det er vigtigt, at vi som kommune har øje for at indfri de enkelte projekters strategiske potentiale. At se de store sammenhænge i byen eller landskabet, som projektudvikleren måske ikke interesserer sig for, så projekterne får en positiv indvirkning på lokalområdet -  hvad enten det er i form af et lille nyt bytorv, en vigtig forbindelse eller byggeriets rummelige orientering og tilpasning til konteksten. Min egen erfaring er, at de fleste udviklere tager godt imod, når vi med enkle greb og på en konstruktiv måde skubber projektet i den rigtige retning.”

Hvad er udfordrende ved at lave lokalplaner?
Det er altid en udfordring at sikre arkitektonisk kvalitet i lokalplanen, fordi god arkitektur ikke kan sættes på formel og omsættes til paragraffer og bestemmelser. Derfor mener jeg, at det er særlig vigtigt, at vi i lokalplanen er omhyggelige med at fastsætte, hvordan byggeriet skal organiseres, for at sikre sammenhæng til omgivelser og et godt nærmiljø i og omkring den nye bebyggelse.

Læs Byplan Nyt artiklen 'Lokalplanlægning er en holdsport'