Tid, tempo og trafik - er der kvaliteter i langsommelighed?

Foto: Astrid Marie Rasmussen

Tid, tempo og trafik - er der kvaliteter i langsommelighed?

Byplanlab afholder forud for Byplanmødet en eventrække, som tager hul på temaet klima og kvalitet. Det er gratis og først-til-mølle.

Vi har gennem det sidste århundrede fået en forventning om, at transport fra A til B skal foregå ubemærket og i højt tempo. Derfor giver det mening for mange at regne på transporttid som en udgift, der kan sænkes ved at tempoet sættes op. 

Samtidig ved vi, at mennesker hver dag prioriterer, hvordan de skal bevæge sig mellem hjem, arbejde og fornøjelse ud fra andre parametre end økonomi og hastighed. Vi ved at folk gerne går fem ekstra minutter for at vente på bussen et sted, hvor der er god rumlig kvalitet. Vi ved, at mange ser bort fra, at deres køretur på en trafikeret vej tager længere tid nu end for ti år siden, fordi de kan nyde ’egen tid’ i bilen og vi ved at tiden opleves forskelligt alt efter, om du er i godt selskab, optaget af noget spændende eller udsat for noget så strabadserende som ventetid. 

Der skal nye samtaler til om tid, tempo og trafik. Kan hastighed spille andenviolin og indgå i et større orkester, hvor kvalitet, sikker mobilitet og klima indgår som vigtige stemmer, når der skal planlægges for fremtidens grønne by?

Mød Malene Freudendal-Pedersen, professor ved Aalborg Universitet i samtale med Morten Skou Nicolaisen, afdelingsleder i Aarhus Kommune om grøn mobilitet og planlægning, der inkluderer tid, tempo og trafik.

Fredag den 21. juni 14:00-15:00 talk, 15:00-16:00 netværk og snacks.

Eventet skal give mere viden og flere perspektiver på udvalgte emner under paraplyen Klima & Kvalitet. Formatet er en samtale mellem videnspersoner og Byplanlabs direktør Tina Saaby i Byplanlabs lokaler i København foran et live publikum. Samtalen bliver optaget og udgivet som podcast.

Der er begrænsede pladser og tilmelding sker efter først til mølle-princippet. Arrangementet har været afholdt, og det er ikke længere muligt at tilmelde sig.
 

Sted
Rådhusstræde 6, 1 sal, 1466 København K
Pris
Gratis - Men der er et no show fee på 300 kr.
Kursusdato
-