Leder, Byplan Nyt 1, 2019

Landsplandirektivet ”Forslag til Fingerplan 2019” er i skrivende stund i høring.

Siden regionplanlægningen blev ”nedlagt” for 12 år siden, har det været statens opgave at varetage de koordinerende hensyn i Hovedstadens fysiske planlægning gennem et landsplandirektiv med rammer for kommunernes planlægning.

Tendensen har været, at kommunerne er kommet med flere og flere ønsker om lempelser i landsplandirektivet. Særligt omkring stationsnærhedsprincippet og de grønne kiler, fordi disse spilleregler kan virke begrænsende for den enkelte kommunes muligheder. Og tendensen har også været, at en række - men ikke alle - af de kommunale ønsker er blevet opfyldt.

Men der er noget afgørende nyt denne gang, nemlig at regeringen samtidig med direktivet har barslet med en ny strategi for Hovedstaden, som rækker langt ud over planlovens regi og beskæftiger sig med regionens fremtidsmuligheder i et bredere perspektiv. Dette initiativ må hilses med stor tilfredshed, også selv om vi kunne have ønsket os, at endnu flere emner blev taget op i denne strategi.

Hvor er fx regeringens initiativer til at sikre billigere boliger i et hovedstadsområde, som bliver stadig mere opdelt mellem de ”rige” og de ”fattige” dele?

Hvor er fx regeringens initiativer til at sikre billigere boliger i et hovedstadsområde, som bliver stadig mere opdelt mellem de ”rige” og de ”fattige” dele? Hvor er initiativerne til opprioritering af den kollektive trafik, der er så hårdt brug for? Hvor er indsatsen, der kan sætte omdannelsen af de ældre, nedslidte erhvervsområder på dagsordenen? Og sidst, men ikke mindst: Hvor er den samlede strategi for bæredygtighed og opfyldelsen af FNs 17 verdensmål blevet af?

Disse helt centrale spørgsmål er druknet i regeringens fokus på at skabe plads til væksten og til det formål at stimulere bolig- og erhvervsbyggeriet i alle regionens kommuner. Rummeligheden i den nye fingerplan er enorm – den rækker til mindst 50 års byudvikling. Når en så stor rummelighed kombineres med et fravær af regional rækkefølgeplanlægning, betyder det i praksis, at det bliver markedsmekanismen, der kommer til at bestemme byvækstens fremtidige placering i regionen. Der bygges de steder, hvor afkastet for bygherrerne er størst.

Vi tror ikke, at denne form for planlægning vil skabe den bedste region, når det kommer til bykvalitet, bæredygtighed, mobilitet – eller for den sags skyld investeringssikkerhed for erhvervslivet.

Derfor har Byplanlaboratoriet gennemført en proces med inviterede fagfolk og på dette grundlag udarbejdet et debatoplæg, hvor vi leger lidt med fingerplanens fremtid. Vi har opstillet 5 forskelige fremtidsbilleder og prøvet at beskrive forudsætninger og konsekvenser for hvert af dem. Øvelsen har vist os, at fingerplanen kan videreudvikles, men også at der er behov for en række supplerende politiske initiativer, især på bolig- og transportområdet.

Velkommen ind i denne vigtige debat, der ikke slutter med høringsfristen. Forslagene har betydning for de mange borgere, der bor i Hovedstadsområdet, for de mange virksomheder, der er afhængige af kvalificeret arbejdskraft og for fremtidige investeringer i regionen. Vores spalter og blog er åbne for indlæg om Hovedstadens fremtid.

Jes Møller
Formand for Dansk Byplanlaboratorium