En udstilling kan forstås som et kommunikerende rum. Det gælder både for en informationsstander om byudvilking på det lokale bibliotek, deltagelse på en messe eller en kunstinstallation i det offentlige rum. En udstilling er et kommunikationsprodukt på linje med en pjece og en hjemmeside, men det er et særligt kommunikationsprodukt i kraft af udstillingens rumlighed. Rumligheden giver mulighed for nogle ekstra virkemidler: Bevægelse: Den besøgende kan bevæge sig rundt i udstillingens rum. Stimulering af alle sanser: Man kan bruge mange forskellige virkemidler til at tiltrække opmærksomhed – fx musik, lysshows eller speak. Brug af genstande: En udstilling kan fremvise genstande i stedet for kun billeder af dem. Interaktion: En udstilling gør det muligt for besøgende at interagere med genstande og med selve udstillingen. Skal man fx tage stilling til et nyt vejbump i kommunen, kan man på en udstilling prøve, hvordan det vil være at køre over vejbumpet på sin cykel. Møder, dialog og feedback: På en udstilling kan man møde både andre besøgende og de folk, der bemander udstillingen. Det fysiske møde skaber en mulighed for dialog og networking, som de færreste andre kommunikationsprodukter kan matche. Forandring: En udstilling kan forandre sig over tid. I modsætning til en pjece, der låses fast ved trykning, vil en udstilling hele tiden forandre sig alene i kraft af de mennesker, der kommer og går, men også hvis elementer flyttes rundt eller nye tilføjes. En udstilling behøver ikke drage nytte af disse aspekter, og nogle gange kan det være fint blot at forstørre en pjece op og sætte den på en planche. Dog er det altid en god idé at overveje, hvilke af udstillingsmediets mange muligheder man kan udnytte. Læs om AIDA-modellen til brug for udvikling af en udstilling. AIDA-modellen Til den kreative udvikling af udstillingen kan man fx bruge AIDA-modellen. AIDA-modellens formål er at få folk til at gå fra at være forbipasserende til at være besøgende. AIDA står for: Attention: Har udstillingen stop-effekt? Får den personer fra målgruppen til at stoppe op og tage stilling til udstillingen, eller bliver den blot registreret ubevidst, men i øvrigt passeret? Det handler om brug af virkemidler som fx farver, lys, lyd mm. Interest: Vækker udstillingen interesse, når først den potentielle besøgende har fæstnet sin opmærksomhed på den? Den ubevidste stopeffekt afløses her af en mere bevidst stillingtagen til både indhold og form. Det er typisk her, det skal stå klart, hvad udstillingen har at byde på og ikke mindst, at den byder enten på et relevant indhold eller en interessant oplevelse i kraft af sin form. Desire: Får den forbipasserende lyst til at bevæge sig ind i udstillingen? Her kan det være klogt at se på, om udstillingen udgør et attraktivt rum, om man føler sig inviteret indenfor af de personer, der er på udstillingen, eller om de står i en klump for sig selv, om det er muligt at træde ind på udstillingen uden at blive sat i en ubehagelig situation af fx en sælger eller lignende. Action: Den forbipasserende træder ind i udstillingen og begynder at tilegne sig den. Her er det fx vigtigt at overveje ”entrypoints”, for de færreste gider fx stå i kø til en udstilling. Ved at tænke AIDA-forløbet igennem sætter man sig i modtagerens sted. Man undersøger, hvilke kreative virkemidler der skal virke i hver fase for at skabe transformation fra A til I og fra D til A.
