Egedal by -fortætning og boliger til alle

Egedal By, kreditering Büro Jantzen

Egedal by -fortætning og boliger til alle

Egedal Kommune er nomineret til Byplanprisen

Fortætning i forstaden – et lokalt paradigmeskifte
Egedal kommune ligger i Fingerplanens midterste Finger, Frederikssundsfingeren. Her ligger hovedstadsområdets største arealer til byudvikling. I Egedal kommune bygger man tæt ved stationerne.

Der bygges helt nye bydele ved Egedal Station, Kildedal Station og om nogle år også ved Veksø og Ølstykke Station. Alt i alt kommer byområderne til at huse næsten 6.000 indbyggere, når de er fuldt udbygget og er dermed en vigtig del af svaret på den samlede bæredygtige byudvikling i hovedstadsområdet. Hvor fordelene ved et sammenhængende S-togsnet udnyttes bedst muligt og man bevarer de grønne strøg tæt på.

Samtidig ønsker kommunen at udvikle de eksisterende byområder langs S-banen Ølstykke, Stenløse, Veksø og Smørum med byfortætning, nye bymiljøer, nye boformer og stærkere forbindelser til den smukke natur. Kommunen er ved at lægge sidste hånd på en ny helhedsplan for Ølstykke Stationsby med fokus på at udvikle stationsområdet.

Strategisk placering af kommunale funktioner
Egedal er den største af de nye stationsbyer. Den kommer til at huse 6000 indbyggere og allerede i planstrategi 2008, som blev vedtaget af den nye sammenlagte kommune, pegede man på potentialet. I 2010 udarbejdede man en strukturplan med en vision om at skabe en ny tæt og attraktiv by.

Kommunen var fremsynet og har lagt Egedal Rådhus og Sundhedscenter på hvad der tidligere var bar mark. 
Egedal kommunes boligmasse har en meget stor andel af parcelhuse og rækkehuse. I den nye by suppleres de med lejligheder. Det giver bedre muligheder for at leve hele livsforløb i kommunen, hvilket er et stort ønske blandt kommunens borgere, særligt for ældre, enlige og unge familier. Ved at bygge attraktive mindre boliger og nye boligtyper kan der desuden frigives parcelhuse til børnefamilier, der ønsker at flytte til.  Lige nu går det stærkt i Egedal By. Området forventes færdigt i 2035 og allerede nu er der flyttet 700 beboere ind. 

Den nye bydel kommer til at indeholde fem forskellige lokale bykvarterer med hver deres identitet, lige fra en tæt høj stationsby til et mere parkagtigt åbent byggeri i andre bydele.

Knudepunkter med tæthed og varieret boligudbud
I en situation, hvor hovedstadsområdet vokser er det afgørende, at der ikke skabes mere trafik og trængsel. Derfor er det vigtigt at byudviklingen sker i knudepunkter, hvor den kollektive transport spiller en væsentlig rolle. I Egedal kommune tager man denne udfordring alvorligt. Andre kommuner kan lade sig inspirere til en konsekvent overordnet byudvikling ved togstationerne. Der er stadig meget uudnyttet potentiale.

Egedal kommune nomineres for fortætningen nær stationerne og juryen fremhæver, at der er skabt mulighed for nye boligformer, så alle aldersgrupper og familietyper har mulighed for at bo i fremtidens forstad. Det er et udtalt ønske at bygge attraktive mindre boliger, der kan supplere forstadens mange parcelhuse.