3: Den levende Bygningsarv – historiske partnerskaber

Foto: Claus Visby

3: Den levende Bygningsarv – historiske partnerskaber

Bustur med byvandring tilrettelagt i partnerskab med Aabenraa Kommune.

Den gamle købstad Aabenraa har gennem århundrede oplevet skiftende tider og skiftende grænser. Dette har sat sine spor i byens borgere og bygninger. Spor der den dag i dag er synlige i de velbevarede gader og smalle slipper. På udflugten oplever vi byens mange lag, der forener nyt og gammelt. Vi diskuterer anvendelse af forskellige redskaber som bevarende lokalplaner, vejledning og et stort formidlingsarbejde – bl.a. gennem stærke samarbejder med lokale håndværkere og bevaringsforeningen. Og vi stiller spørgsmål om, hvordan nye byggerier – på godt og ondt – forsøger at fange den historiske købstadsstemning. 

På udflugten oplever vi: 

  • Købstaden Aabenraa og de mange velbevarede gader og pladser med fredede og bevaringsværdige huse. Vi skal ind og se den smukke amtsrådssal på det gamle Kreishaus, opleve det fredede gårdrum på Orgelbyggergården og se Postmestergårdens have. Vi oplever også eksempler på forskellige gavlhuse som er kendetegnende for Aabenraa. Ved den gamle Slotsvandmølle vil Aabenraa byhistoriske Forening fortælle om bevaringsarbejdet og samarbejdet gennem kulturarvskommuneprojektet. 
  • Nye byrum og ankomster til byen. Vi oplever Områdefornyelserne i Nord og Syd hvor blandt andet Storetorv er blevet omdannet, og en række gamle gader har fået ny belægning. Vi skal se på hvilke effekter områdefornyelserne har haft for bygningerne og byrummene. Vi besøger også den helt nyanlagte Markedsplads og Genforeningsparken, som står klar til fejringen af genforeningen.   
  • Ny arkitektur i bymidten, hvor vi skal se eksempler på blandt andet et nyt domicil ved havnen med en tilbageskuende arkitektur og VUC-glødelampen, hvor man har bevaret en gammel facade og brugt den som identitetskaber for byggeriet. Her diskuterer vi, hvad der virker godt og bidrager til byen, og hvad der ikke gør. 

Denne udflugt ender kl. 15.00 ved Folkehjem i Aabenraa, hvor der finder en lille afslutning af Byplanmødet sted.  Kl.15.30 kører busserne mod Sønderborg med stop i Tinglev kl. 16.00, Skansen i Sønderborg kl. 16.00 og Sønderborg lufthavn 16.15.