Byplanprisen 2025: 30 år med visionær byudvikling

Sidste års vinder, fra gade til by. Foto: Jonas Petri / Arkitektforeningen

Byplanprisen 2025: 30 år med visionær byudvikling

I år er en særlig milepæl i dansk byplanlægnings historie. For 30. gang i træk uddeles Byplanprisen: en hyldest til de mest visionære og inspirerende byudviklingsprojekter i Danmark. Nu er det igen tid til at indstille projekter, der sætter nye standarder for, hvordan vi udvikler vores byer og landskaber. Hvem skal have æren i 2025?

Siden Aarhus for første gang vandt i 1996 for åbningen af Aarhus Å, har Byplanprisen synliggjort og anerkendt planlægning, der ikke blot forbedrer vores byer, men også sætter dagsordenen for fremtidens byudvikling. 21 forskellige kommuner har vundet prisen for alt fra klimasikre byrum og levende lokalsamfund til banebrydende mobilitetsløsninger og innovative planstrategier. Prisen, som uddeles af Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium samler branchens bedste eksempler på, hvordan god byplanlægning kan skabe bæredygtige og inkluderende bymiljøer.

Gennem årene har vinderne af Byplanprisen inspireret fagfolk og beslutningstagere i hele landet – og hvert år har nye projekter sat barren højere for, hvad der er muligt inden for byplanlægning. Og både vindere og nominerede projekter har gennem årene oplevet stor opmærksomhed omkring deres projekter både lokalt og fra andre kommuner og fagfolk. 

Tak for alle indstillingerne til Byplanprisen 2025!
Vi har modtaget en lang række stærke og inspirerende indstillinger – fra nye byrum og strategiske udviklingsplaner til helhedsorienterede boligområder og eksperimenterende partnerskaber.

Det er tydeligt, at der arbejdes ambitiøst og visionært med byudvikling i hele landet.

De nominerede projekter afsløres efter sommerferien – nærmere bestemt i august – og vinderen kåres på Byplanmødet den 2.-3. oktober i Vejle.

Juryen består af:

Lisbet Wolters udpeget af Dansk Byplanlaboratorium
Peer Frank udpeget af Foreningen af Byplanlæggere
Sven Kofoed-Hansen udpeget af Akademisk Arkitektforening
Thina Wallin Jensen udpeget af Akademisk Arkitektforening


Fakta om Byplanprisen

Byplanprisen blev stiftet i 1996 af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen.
Juryen, der består af fem fageksperter udpeget af Dansk Byplanlaboratorium, Arkitektforeningen og Foreningen af Byplanlæggere, vurderer de indstillede projekter og kårer vinderen.

Tidligere vindere inkluderer:
• 2024: Odense Kommune for "Fra Gade til By".
• 2023: Københavns Kommune for "Det store Sydhavnsløft".
• 2022: Tækker Group, Aarhus Vand og Aarhus Kommune for Nye.
• 2021: Syddjurs Kommune for Ebeltoft i udvikling.
• 2020: Faaborg-Midtfyn Kommune for Fremtidens Forstad – Årslev.
 

Se tidligere års vindere af Byplanprisen