8. Faxe og ildsjælene – kommunen som medspiller

8. Faxe og ildsjælene – kommunen som medspiller

Bustur arrangeret i samarbejde med Faxe Kommune 

Foto: Karise Permatopia. Venligst udlånt af Faxe Kommune

I Faxe Kommune realiseres der i disse år flere fyrtårnsprojekter, der er helt unikke i dansk sammenhæng. Vi oplever projekterne og møder de visionære og engagerede aktører til en snak om, hvorfor det sker netop her? 

På udflugten oplever vi 

  • Karise Permatopia, et meget visionært, bæredygtigt bofællesskab bestående af knap 100 boliger. Idéen bag er, at skabe et selvforsynende, meningsfuldt og moderne bofællesskab, der både sikrer lave leveomkostninger og miljømæssig bæredygtighed baseret på idéen om permakultur. Bofællesskabet tager form som en rækkehusby bygget i bæredygtige materialer med eget pileanlæg og vindmølle. Vi får fortællingen om en svær realiseringsfase, hvor kommunen medvirkede til at etablere almene boliger for at økonomien kunne bære igennem. Således består bofællesskabet i dag af både ejer-, andel og lejeboliger. Læs mere om bofællesskabet her.
  • Camp Adventures nyåbnede udsigtstårn, der udnytter stedets potentiale og tager de besøgende med en tur op over træernes kroner 135 meter over havets overflade – det højest tilgængelige punkt på Sjælland. Her får vi fortællingen om hvordan tårnet er muliggjort gennem udarbejdelse et omfattende plangrundlag samt myndighedsbehandlingen af mange nødvendige tilladelser fra mange sektorlovgivninger. Få et indtryk af udsigtstårnet her.
  • Stationsbyen Haslev, der som så mange andre byer oplever udfordringer med at fastholde handelslivet i bymidten og i de nu funktionstømte offentlige bygninger. Faxe byråd har siden 2010 og med afsæt i Haslev Bystrategi fået skabt nyt liv i flere af byens tidligere institutions- og servicebygninger. På en byvandring i bymidten får vi indtryk af indsatsen, hvor hovedgaden, torve og pladser er blevet revitaliseret med nyt byudstyr og belysning. Få et indtryk af indsatsen i lokalplanen for Haslev bymidte.