Udflugt 4: Stormflodssikring i et byudviklingsperspektiv

Udflugt 4: Stormflodssikring i et byudviklingsperspektiv

Bus- og gåtur

Denne udflugt giver dig et indblik i, hvordan Vejle Kommune arbejder med at integrere stormflodssikring i byudviklingen for at skabe en både robust og attraktiv by.


Udflugten begynder ved Vejle Havn, hvor transformationen fra industrihavn til en moderne bydel med rekreative kvaliteter tydeligt ses. Her oplever vi, hvordan arkitektur og byrum relaterer sig til fjorden og dens dynamik. Vi ser nærmere på de tiltag, der er blevet implementeret for at sikre området mod stormflod samtidig med, at vandet stadig bevares som en central del af byens identitet.
Langs havnepromenaden og i Klimaparken oplever vi, hvordan borgerinddragelse har spillet en central rolle i Vejles stormflodsstrategi. Initiativer som kunstværker, pop-up udstillinger og en åben idékonkurrence, der har gjort stormflods-udfordringen nærværende for byens borgere. Vi besøger nogle af de installationer, der har været en del af denne proces, og diskuterer, hvordan byens beboere har bidraget til løsningerne.


Vi ser nærmere på den første etape af stormflodssikringen, inspireret af idékonkurrencen ’Kanten’. Projektet bygger på en innovativ tilgang, hvor terrænet hæves, og en naturlig membran etableres for at absorbere vandets bevægelser. Dette giver ikke kun beskyttelse, men skaber også nye rekreative områder.


Vejle Kommunes stormflodsstrategi er vedtaget i 2020 og bygger på principper om adaptive løsninger, der kan udvikles over tid. Vi ser eksempler på, hvordan klimatilpasning integreres i nye byudviklingsprojekter, så Vejle både bliver mere modstandsdygtig og fortsat en attraktiv by at bo og arbejde i.


Vi afslutter turen med en samtale om fremtidens løsninger. Hvordan Vejle fastholder sin tilknytning til fjorden, samtidig med at byen beskyttes? Hvordan skaber man en stormflodssikring, der arbejder med en adaptiv og resilient tilgang. Med udgangspunkt i Vejles risikostyringsplan og byens kommende sikringsprojekter diskuterer vi de udfordringer og muligheder, som byen står over for.
Denne udflugt giver et indblik i, hvordan Vejle arbejder på at skabe en bæredygtig og klimaresilient bydel, hvor samspillet mellem vand og byudvikling sikrer en attraktiv fremtid for borgere og besøgende.

 

Udflugten viser, hvordan Vejle arbejder med adaptive løsninger, der gør byen mere robust over for fremtidens klimaforandringer. Dette er kernen i resiliens, hvor man ikke kun reagerer på kriser, men også proaktivt udvikler løsninger, der kan håndtere fremtidige udfordringer. Projektet ’Membranen’ er et eksempel på innovativ ledelse, hvor løsninger ikke kun bygger på tekniske sikringer, men også skaber merværdi for byen.